EMNER

Hvordan kan man gradbøje ondskaben?

IRAK:Stop den krig, for den er allerede tabt, befalede Bent H. Jørgensen 3.4. Samtidig insisterede den lokale formand for folkesocialisterne i Hjørring på, at ondskaben nødvendigvis måtte gradbøjes, hvis konflikten skulle sættes i rette perspektiv. Denne akademiske gradbøjning udfoldede folkesocialisten dernæst ved retorisk at spørge, hvor mange menneskeliv, der kan vejes op mod Saddam Husseins ondskab. Hvilket vel ret beset giver omtrent ligeså lidt mening som at forlange et svar på, om Rundetårn eller et tordenskrald er højest. Uagtet, at det enkelte menneske, der bliver ramt af død i den nære familie eller lemlæstelse af egen krop, sandsynligvis er ret ligeglad med Bent H. Jørgensens teoretiske øvelse, så lad os da alligevel for proportionernes skyld få nogle nøgterne tal på bordet, der kan bidrage til folkesocialistens verdensfjerne overvejelser. Omkring 2.000.000 irakere er således blevet dræbt i krig eller direkte myrdet af regimet igennem de sidste 34 år, mens Saddam Husseins korrupte Baathparti har været ved magten. I samme tidsrum er 4.000.000 irakere blevet tvunget i eksil og 1.000.000 er internt fordrevne. Andre 200.000 irakere er simpelthen sporløst forsvundet. Utallige landsbyer og småbyer er jævnet med jorden. Besynderligt er det endvidere, at ingen af fredsvennerne tilsyneladende husker første gang, Saddam Husseins partifæller brugte giftgas. Det var da også helt tilbage i 1969, da vestens ungdom havde så meget andet i hovederne, at børn og kvinder samt de gamle fra landsbyen Dakan blev gennet sammen i en hule og gasset ihjel. Ikke færre end 76 mennesker blev ved den lejlighed koldblodigt myrdet. Tåler den slags satanisk ondskab overhovedet sammenligning med demokratisk valgte og derfor repræsentative regeringers tunge beslutning om at iværksætte en militær befrielse af det hårdt plagede irakiske folk? Svaret burde ikke blæse i ørkenvinden, men ligge lige for. I denne ombæring er der endda slet ikke sat tal på de stakkels irakere, som har fået liv og lemmer vredet fuldstændig af led i Saddam Husseins skumle torturkamre, men de kan med sikkerhed tælles i mange, mange tusinder. De selvsamme fredsvenner, som ganske ignorerer ovennævnte grusomme kendsgerninger, forsøger nu i stedet at skyde USA og koalitionen fordækte motiver som eksempelvis olie i soldaterstøvlerne. De glemmer dog samtidig at nævne, at eksempelvis Ruslands og Norges kritik af krigen imod det irakiske regime ligesåvel er fedtet ind i samme sorte substans. Deres produktion af fossile brændstoffer er nemlig langt mere omkostningskrævende end lige præcis Iraks, hvorfor de nævnte landes regeringer og oliekonsortier med god grund kan frygte, at et frit og demokratisk irakisk samfund vil ignorere OPEC og sætte produktionen i vejret for at hæve landets velstand, hvilket vil få priserne på verdensmarkedet til at falde. Endelig er der selvfølgelig heller ingen af de erklærede fredsvenner, der med et eneste ord nævner, at Frankrig lige til det sidste har været blandt de aller største og mest loyale leverandører af krigerisk isenkram til det irakiske regime, hvilket ironisk nok ikke har forhindret præsident Jacques Chirac i at hykle fred og ingen fare. Frem for at ofre irakernes frihed og selvbestemmelsesret til fordel for egne langsigtede økonomiske og geopolitiske interesser burde først og fremmest regeringerne i Frankrig og Tyskland besinde sig på de demokratiske principper og støtte kampen for et frit Irak. For kom nu bare ikke her og påstå, at det i et etisk og menneskeligt perspektiv er omkostningsfrit ikke at gå i krig for frihed og menneskerettigheder. En sådan påstand er simpelthen hyklerisk historieforfalskning og dertil et forræderi imod alle de værdier, som de vestlige demokratier bygger på. Mens Bent H. Jørgensen og ligesindede formentlig fortsætter de knastørre refleksioner over ondskabens gradbøjning, dør unge mennesker i forsøget på at begrænse den. Min sympati og støtte går derfor efter lange og vanskelige overvejelser til sidstnævnte!