Hvordan kan skattestop føre til undergang?

VK-POLITIK:Mogens Lykketoft var en frygtet finansminister i Socialdemokratiets seneste næsten ni år lange regeringsperiode. Hver eneste måned de ni år i træk opfandt Lykketoft - godt bistået af opfindsomme kolleger som daværende økonomiminister Marianne Jelved og daværende skatteminister Ole Stavad - en ny skat eller en ny afgift til danskerne. Børnefamilierne og de svageste blev helt specielt ramt af SR-regeringens skattepolitik. Børnefamilierne har det højeste forbrug af el, varme og vand. Og for dem blev de nye grønne skatter og afgifter en dyr fornøjelse. På den måde virkede Socialdemokratiets skattepolitik simpelthen som en ekstraskat på børn - oven i købet samtidig med at Socialdemokratiet satte taksterne for pasning af børn i vejret. Boligejerne og bilejerne var - uanset indkomst - andre, som blev hårdt ramt. I den socialdemokratiske verden er alle, der ejer deres egen bolig frem for at bo til leje i et socialdemokratisk boligselskab, velhavere, der skal brandbeskattes. Men sådan er det jo ikke. Boede man et sted i landet, hvor man er nødt til at have bil for at få hverdagen til at hænge sammen, så var det éns eget problem. Havde man lige frem været så dum at spare op til egen alderdom, blev man også ribbet. Socialdemokratiet ved vi, hvor vi har. Og med Socialdemokratiets politiske ordfører, Frank Jensens, lange angreb på VK-regeringens skattestop (26.1.), ved vi også, at Socialdemokratiet er klar til i praksis at fortsætte med at opfinde nye skatter og afgifter til danskerne, hvis de får chancen. Vi har måske lidt svært ved at se visdommen i S-argumentationen. Hvordan kan et skattestop i et land med verdens højeste skatter føre til samfundets undergang?