Hvordan kan Socialdemokraterne genetablere Den Røde Skole?

Jeg har haft den store fornøjelse at blive yderst inspireret af en artikel i NORDJYSKE 27.1. Den handler om ¿Den røde skole¿, kort og godt om Socialdemokratiet og dette mit gamle partis fremtid.

Et af de store spørgsmål i artiklen er, hvem der kan genskabe den røde skole, og hvad der skal til for at give Socialdemokratiet en anden profil end den, de har nu? Min overskrift antyder, at jeg har nogle bud på det spørgsmål, hvilket jeg også har. Men først må jeg lige fortælle, at jeg har fået socialdemokratismen ind med moder- og ¿fader¿-mælken. Det er jeg utrolig stolt af, og det har jeg stor glæde af. Dejligt at have rødder. Uden disse havde jeg ikke fået mine ¿vinger¿. Selv om jeg indimellem tvivler og har skiftet parti et par gange efter 1992, så er jeg aldrig i tvivl om mit værdigrundlag, der er dybt inspireret af Socialdemokratiets ideologi og praktiske politik i skøn forening med min barndoms oplevelser og min identitetsdannelse. Når det er skrevet, så måtte jeg melde mig ud, da partiet begyndte at springe på privatiseringsvognen. Det, der fik mig til at gøre alvor af udmeldelsen, var privatiseringen af ældresektoren og dermed også individualiseringen af de ældre. Det var også partiets begejstring for institutionaliseringen af især børnene. Det var mere institutionaliseringen, som den formede sig, end det var ideen i sig selv. Vi fik skabt nogle rammer for børnene. Rammer, der mindede mig om de østeuropæiske, som jeg havde den ære at blive indviet i af en forening til anerkendelse af Østtyskland i 1972 på en rejse til det daværende Østtyskland. En tur, der gav mig en hel klar fornemmelse af, at jeg måtte hjem og melde mig i Socialdemokratiet. Og 25 års medlemskab har været en fantastisk skole, en god læring for mig. Mit værdigrundlag og mit engagement i forureningen, miljøet og verdens ulighed blev dog udfordret alvorligt, men jeg kæmpede inden for rækkerne, og det var bestemt spændende, gav også resultat. Men langsomt og sikkert er mit gode gamle parti, efter at Anker Jørgensen udskrev valg i 1982, skredet med over i privatiseringens og individualiseringens tidsalder, teoretisk kaldet sen-moderniteten. Konsekvenser: Økonomisk vækst, effektivitet, bureaukrati, øget institutionalisering på snart alle områder, mangel på omsorg for børn, unge, handicappede og ældre, pres på arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere, pres på dem, som er på sygedagpenge, kontrol og overvågning af sidstnævnte tre grupper. Mangel på fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Fokus på økonomi og ikke på fællesskabet. Centraliseringen ødelægger det for børn, unge og ældre. Der ligger en ambivalens i det. I vil individualiseringen, ligesom de borgerlige vil det, men I centraliserer. I må finde vej, en diskurs, der er bæredygtig. Ellers sælger I jeres sjæl til de borgerlige, dermed også jeres stemmer. I er rigtig godt på vej til det. Ritt Bjerregaard har fat i noget, og I må arbejde med det. Konsekvensen af det hele er, at normløsheden hærger (tænk på, hvor mange mord der er begået af unge her i Aalborg det sidste år). Bare et er et for mange. De ældre bliver passet, men ikke plejet, tænk ud fra en humanistisk filosofi. Skolerne er under krydspres, og de skal være selvforvaltende, samtidig med at de styres som aldrig før. Sundhedssektoren har samme problem. Og jeg kan forsætte. Men hvor vil jeg håbe, I tør åbenheden og forandringen, den er nødvendig for os alle.