Hvordan laves god fugemørtel

?Du har i anden forbindelse rådet til, at fugemørtel ikke må være stærkere end opmuringsmørtlen. Hvordan d.... finder man ud af, hvor stærk murmørtlen var for 20 år siden? Jeg har planlagt at bruge forholdet 1 del cement til 8 dele mørtel. Gad vide, om det går an? Omfugningen skyldes ikke, at fugerne er løse, men udelukkende at fældning af et træ har afsløret store farveforskelle i fugerne i en tilbygning, der blev foretaget i 1976. Fugerne var endda så stærke, at jeg ved udkradsningen måtte starte med en borhammer m/mejsel til at knuse det yderste af fugen, men derefter gik det let med en fugefræser. Har du et godt råd til blanding af fugemørtlen, når man nu ikke kender det oprindelige styrkeforhold Per Holm PS: Jeg har måttet lave adskillige test med såvel strandmørtel som bakkemørtel og er kommet frem til, at den farve der passer bedst er 8 dl bakkemørtel + 1 dl cement + 4 gr. sort pulverfarve. Hvis cementforholdet skal ændres vil det vel også ændre lidt på farven. !Hej Per Holm - du spørger jo om mere, end ti kloge kan svare på, og så har du selv sat dig så grundigt ind i problemerne, at du mageligt kunne starte et aftenkursus i fugning af murværk. Jeg kan kun sige, at du har ret hele vejen igennem - og man KAN ikke vide, hvor stærk en muremørtel, der er anvendt, og derfor heller ikke, hvor stærk fugen skal være. Men det ændrer ikke ved den grundliggende regel, at man altid skal bruge svagere materialer udenpå stærke - og hvis man ikke har noget præcist mål, må man skønne. Og her vil jeg nok mene, at du skønner til den gale side. En opmuringsmørtel med 1 del cement for hver 8 dele mørtel er dælme stærk - det kan godt hænde, men jeg vil mene at 1/12-14 stykker måske er mere sandsynligt.