EMNER

Hvordan varig fred?

ISRAEL:”Hvor er fornuften?” spørger Peter Michael Lauritzen og retter (26.1.) en sønderlemmende kritik mod Niels Jørgen Sørensen og noget, som P.L.M. kalder Israel-lobbyen. Jeg ved ikke, om P.L.M. regner mig med til Israel-lobbyen, men jeg kan i alt fald ikke genkende de påstande om enøjet støtte til Israel, som P.L.M. beskylder denne lobby for. Mit standpunkt er, som det er fremgået, at Israel er en lovlig stat, oprettet og anerkendt af FN. Ikke desto mindre blev den i 1948 overfaldet af fem arabiske stater og har været i krig lige siden, fordi landets fjender ikke vil anerkende Israels eksistens. Krigen i 1948 medførte den store uretfærdighed, at palæstinenserne aldrig fik den stat, som de var blevet lovet, men som de på det tidspunkt heller ikke var interesserede i, da de fleste følte sig som syrere. Samtidig fik man heller aldrig løst det palæstinensiske flygtningeproblem. Efterhånden opstod der blandt flygtningene en palæstinensisk nationalisme repræsenteret ved PLO og Arafat. Denne nationalisme bredte sig senere til Vestbredden og Gaza. Det lykkedes for Arafat at blive anerkendt af FN og få oprettet et selvstyre på Vestbredden og Gaza, men han formåede ikke at slutte fred med Israel. I dag er man så i den situation, at der findes et PLO-styre på Vestbredden, som vist nok gerne vil slutte fred, men som tilsyneladende savner folkeligt mandat hertil. Samtidig findes der et religiøst funderet styre i Gaza, som vist nok ikke vil slutte fred, og som tilsyneladende har haft folkeligt mandat til at sende tusindevis af raketter ind over Israel. Det er de dog holdt op med, efter at Israel har invaderet Gaza. Det er P.L.M. åbenbart vred over, for han mener ligesom en del andre læserbrevsskribenter, at Israel skal finde sig i at blive beskudt uden at svare igen. Det mener jeg ikke. Jeg mener, at krigen ikke får en ende, før palæstinenserne indgår en fredsaftale med Israel, og jeg mener ikke, at palæstinenserne er parate hertil. Hvis palæstinenserne vil have fred med Israel, må de nemlig acceptere, at de selv må løse det palæstinensiske flygtningeproblem inden for grænserne af deres nuværende områder på Vestbredden og i Gaza. Samtidig må de se i øjnene, at FN gradvis vil nedlægge flygtningelejrene og ophøre med at forsørge flygtningene. Dette vil være en økonomisk katastrofe. Som eksempel kan nævnes, at i dag er 80% af indbyggerne i Gaza afhængige af bistand fra FN. Derfor har palæstinenserne ingen grund til at slutte krigen, men al mulig årsag til at fortsætte. Omvendt har Israel al mulig grund til at slutte fred for at undgå de voldsomme økonomiske og politiske belastninger ved at føre krig Det er efter min opfattelse sagens kendsgerninger, og derfor er det min opfattelse, at hvis man ønsker fred, så må man først og fremmest få palæstinenserne til at forstå, at de skal gå til forhandlingsbordet med en ærlig vilje til at gå på kompromis. Hvis P.L.M. har en anden opfattelse, vil jeg gerne vide, hvordan han så forestiller sig, at der kan skabes varig fred.