EMNER

Hvorfor afgået ved døden?

For 40 år siden var krigsmodstanden stærk i Danmark. Selv i Nordjylland kunne man mobilisere flere hundrede mennesker, der var rede til at ofre en eftermiddag på at vandre fra Lindholm til Aalborg for at markere et ønske om fred i verden.

Nu er vist alle danske fredsbevægelser afgået ved døden. Ligesom over 30 unge mænd, der har sat livet til i en meningsløs krig i Afghanistan. Folk kører rundt med en sløjfe bag på bilen: Støt vore soldater. Det gør vi bedst ved at stoppe med at være en krigsførende nation. Vi troede, at vi vandt krigen i Irak - men nu blusser konflikten mellem sunnier og shiamuslimer op, og ingen kender det endelige resultat. Krigen i Afghanistan er tabt. Vesten er forhadt af afghanerne, der er ikke fred, Taleban ser ud til at vinde. Vi kan håbe, at der bliver demokrati i Libyen, men befolkningen er vant til at operere ud fra, hvilke klaner, der står stærkest. Så intet synes sikkert. Kun i Tunesien tyder alt på demokrati - men her var revolutionen også 99 pct. ikke-voldelig. Den danske moral har lidt et knæk. Vi har løjet om udlevering af fanger til mishandling. Gid en ny dansk fredsbevægelse kunne opstå! Der har aldrig været mere behov for at tænke ikke-vold i den globale magtkamp.