Hvorfor atomvåben?

Hvorfor må Israel have atomvåben, men Iran ikke?

Partiet Venstre støtter ideen om at angribe Iran militært, fordi landet efter al sandsynlighed er ved at udvikle atomvåben. Men hvorfor så ikke lægge ud med at bombe et af verdens farligste lande, Israel, der (i lodret strid med international lov) allerede har skaffet sig atomvåben? En fjernelse af styret i Israel vil samtidig eliminere Mellemøstens mest destabiliserende faktor. Søren Pind er i dagspressen citeret for at kalde styret i Iran farligere end Saddan Hussein's Irak. Hertil bør det retfærdigvis tilføjes, at den største fjende for de lande, som Vesten p.t. fører krig i, som f.eks. Irak, er Vesten. 10 års blodig krig "for demokrati" i Afghanistan har således ikke forbedret befolkningens livsvilkår. Og i Irak har 8½ års krig foreløbigt kostet 1,4 millioner irakere livet og drevet endnu flere i landflygtighed. De, der ikke kan flygte, frister en tilværelse i lovløshed, usikkerhed og kaos. Kun olien flyder - under USAs militære beskyttelse - frit ud af landet; til verdens umættelige, miljøødelæggende industrisamfund. Prisen for Vestens skatteborgere er på alle måder høj. 1280 milliarder dollar menes Vestens angrebskrige siden 11.9. 2001 foreløbigt at have kostet. Ydermere undergraver krigene (også) dag for dag vor kulturkreds' positive, demokratiske værdier. De, der mener, at nutidens USA-styrede krigspolitik er rigtig, har intet lært af historien, og bør for enhver pris forhindres politisk indflydelse, hvis man ønsker en fremtid uden krig, vold og terror som verdensorden.