Islam

Hvorfor dæmonisere islam?

Med ufortrøden energi fortsættes dokumentationen for, at visse muslimer, visse imamer især, ikke går ind for demokrati.

De anfægter ytringsfriheden; de vil afskaffe dansk lov og ret og indføre muslimsk sharialov; de vil afskaffe demokratiet og indføre præstestyre, imam- eller ayatollah-styre; de vil indføre straffe som stening og afhugning af hænder; de vil afskaffe ligestillingen mellem mænd og kvinder og sende kvinder tilbage til tørklæder, burkaer, tvangsægteskaber, kønslig jomfruelighed og underkastelse under mandens enevældige styre. De vil afskaffe den danske verdslige stat og indføre en religiøs stat, der standser al udvikling og forskning, materiel fremgang, åndelig frihed og internationalt samkvem på tværs af køn, race, stat, tro og kultur. De vil forvandle det grønne Danmark til en muslimsk ørkenstat, hvor det første kalifat er genindført, og hvor alle danskere er blevet en etnisk minoritet i deres eget lutherske, reformerte, sækulariserede, relativistiske og demokratiske Danmark. Hvem tror et sekund på dette billede af Danmark, bortset fra Glistrup og konsorter? Min pointe er dog, at det ikke længere er den yderste højrefløj, der behøver at opbygge dette skræmmebillede. Hvis man lægger mærke til det, så behøver Pia Kjærsgård og Søren Krarup slet ikke at deltage i dagens diskussion. Der er nok andre, der gerne gør arbejdet for dem. Den store vask- og- rens-dag ikke af klæder og tøj, men af holdninger, hvor man er til holdningstjek og røntgenundersøgelse for absolutte holdninger, foregår hver dag og ender med fransk strygning og fine pressefolder, så demokratiet kan blive en hyggesalon for konsensusfolket. Det virker ejendommeligt, at man åbenbart mener, at demokratiet ikke kan tåle absolutte meninger. Det er en meget vattet opfattelse af demokratiet. Lad os hellere have åbenhed om absolutte holdninger end at lukke dem ned i undergrunden. Demokratiet kan - det er en af grundene til at det er meget stærkere end diktaturer - sagtens omfatte kritik af sig selv. Og det kan sagtens hamle op med absolutte, religiøse holdninger. Der hvor grænsen skal drages, er, når absolutte holdninger bliver til handlinger, der er i konflikt med straffeloven eller ytringsfrihedens begrænsninger. Eller hvis handlingerne truer med at styrte landets myndigheder og institutioner og styreform. Men vi kan ikke i et demokrati censurere holdninger! Vi kan derimod sagtens debattere dem. Når vejrhanen Ralf Pittelkow i Jyllands-Posten 1.12. kritiserer danske intellektuelle for at vige for autoritære synspunkter, er det en gang ideologisk øregas. Islam er totalitær, fastslår Ralf Pittelkow som en kendsgerning. Det samme kan man påstå om kristendommen eller for så vidt om enhver religion. Det er al religions væsen at være totalitær. Det interessante er imidlertid, hvordan menneskene praktiserer religionen - ikke hvordan religionen er! Islam foreligger i fortolkninger og i praksis og må indrette sig efter verden eller prøve at rette på verden, hvis den kan. Kronikken i samme udgave af Jyllands-Posten var af den kritiske muslim Sherin Khankan. Hun argumenterer for et samliv mellem ytringsfrihed under ansvar, demokrati og dogmet om Koranens hellighed. Det er en position, som mange kristne i øvrigt sikkert har befundet sig i eller stadig må befinde sig i. At muslimske galninge overskrider grænsen fra holdning til handling er en kends-gerning. Spørgsmålet er, hvor meget man skal lægge i det? Nogle ser en konspiration, andre en trussel mod det danske samfund. Jeg foreslår at se det som en forbrydelse, der er omfattet af straffeloven. Diskussionen mellem muslimske danskere og andre danskere kan så fortsætte i en lidt mere fordragelig atmosfære end det sker ved den dæmonisering af islam, hvor der lægges op til at se den som en samfundsomvæltende trussel mod Vestens værdier.