Hvorfor de ultimative krav?

SKAT:Det er skattereformen, der fylder i medierne i øjeblikket. Det er klart, at det vil være sådan, for resultatet vil få stor betydning for alle menneskers fremtid. Nu ser vi igen hvordan regeringen VIL lave aftale med Dansk Folkeparti alene. Hvorfor stiller man ultimative krav inden forhandlingerne er begyndt? Det er da det samme som at sige at vi vil ikke samarbejde med jer, S, SF og R. For vort land vil et bredt samarbejde være at foretrække. Men regeringen kan/vil kun kikke til højre. Når der skal laves skattereform, hvorfor vil man så ikke lave den til lige gavn for os alle? Man fristes til at tro at Lars Løkke læser Bibelen, hvor der står, at de der har meget skal have mere, og de, der har lidt, skal fratages det lidt, de har. Et andet argument for skattereformen er, at de der har arbejde, skal arbejde mere. Hvorfor dog det? Vi har mange arbejdsløse, så lad os da dele om arbejdet. Der er andre værdier i livet end arbejde. Jeg er gået på efterløn og nyder den frihed, det giver til selv at kunne tilrettelægge sin dag. En anden, der var arbejdsløs kunne få et arbejd, da jeg stoppede. Og lad os så få en skattereform hvor få har for meget og færre for lidt.