Hvorfor den skingre tone?

HØJREFLØJ:Efter Claus Hjorts ideologiske kampagne hen over sommeren, hvor han fremkom med en del tiltag i nogle af sine mange planer, men manglede opbakning, så - fluks så kom Dansk Folkeparti på banen, og tog sig rigtig godt betalt for at skulle lege ansvarlig. 50 ekstra toldere ved grænsen for at slagte efterlønnen var prisen, og man skulle spare, jo tak, men hvis man ser lidt på, hvad DF har præsteret siden 2001, må man sige, at de egentlig har gjort det ganske godt. Hver gang siden 2001, hvor der har været forhandlinger i Finansministeriet, så har finansloven jo været gidsel, for hvis DF skulle acceptere finanslovsudkastet, ja, så var der jo åbenbart ingen grænser for, hvad stramninger af integrations, indvandring, familie sammenføring og straffeloven der kunne kræves. Ja, det er jo da rart at vide, hvor man har hinanden, en Claus Hjort, der spinder et spind, hvor treenigheden fra DF (Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup) hopper i med en iver af format og begår et løftebrud i et omfang der ikke er set lige i umindelige tider. Det er altså ikke alt, der fortaber sig i glemselens tåge Med lidt sort humor kan man sige, at vi her i Danmark også har en form for præstestyre, ligesom i Iran. Her har bare Krarup og Langballe taktstokken. Nu her, hvor valgkampen er gået godt i gang, vil det være klædeligt, hvis tonen ude fra den yderste højrefløj vil være noget mindre skinger og hysterisk, for med den adfærd og retorik, der til tider udvises fra DF"s side, vil jeg vove den påstand, at det er noget, der har en duft af landsskadelig virksomhed. En fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu, tænk lidt på det.