"Hvorfor er godt aldrig godt nok?"

Karriereræs forvandlede den velhavende butikschef, ægtemand og familiefar til en alkoholiker, en røver og en ensom hjemløs. I dag er John Larsen ligeglad med penge. Han vil bare have en tryg hverdag

- Når du er alkoholiker, så er spiritus så ægte for dig, at du vil sætte din egen familie over styr. Din egen datter… John holder en pause. Han kigger ned i bordet gennem røgen fra den stærke, hjemmerullede cigaret, som om bordpladen skal hjælpe ham med en forklaring, han kan bruge til noget. - Jeg ved ikke, hvorfor jeg drikker. Hvis jeg vidste det, ville jeg være millionær i dag, for så kunne jeg sige det og hjælpe alle de andre også. På et tidspunkt er trangen der bare. Der er ingen fornuft overhovedet. Hvis jeg bare kunne sige, hvorfor det sker, ville jeg aldrig gøre det igen. John Larsen har levet med flasken ved sin side og alkoholen i blodet i mere end halvdelen af sit 49 år lange liv. I øjeblikket er han på antabus, så han drikker ikke. I stedet bruger han kræfterne på at fortælle sin historie, til skoleelever, til andre alkoholikere og i dag til NORDJYSKE, om, hvordan han som 22-årig startede sin egen købmandsforretning i Dybvad og dér grundlagde sin karriere som indkøbschef og butikschef i store danske butikskæder. Og om hvordan det er gået til, at han har mistet det hele igen og nu arbejder som opvasker på forsorgshjemmet Svenstrupgård syd for Aalborg. - Jeg har nok tænkt mere på facaden udadtil, end på hvad John ville, siger han og holder en lille pause. Dem holder han mange af. Gløden i hans øjne fortæller, at han ikke stopper, fordi han er træt, men fordi han er eftertænksom. - Jeg var glad for mit arbejde, men jeg ville også tjene godt med penge og have råd til biler og heste. Jeg ville gerne købe en lidt større bil end naboens og den slags. Og når man er til selskab, er det ikke så sjovt at sige "jeg er ham, der er på bistandshjælp og er alkoholiker". Det er sjovere at være ham højere oppe på ranglisten. Johns første forretning i Dybvad krævede så meget arbejde og fokus, at han til tider tog sig nogle store tåre over tørsten. - Nogle bruger nervemedicin. Jeg begyndte at bruge alkohol, siger han. Virkelighedsflugt Forretningen endte med at gå ned. John flyttede til Sjælland for at arbejde hos FDB i stedet for, og på Sjællands Odde mødte han den kæreste, der senere skulle blive hans kone og mor til hans datter. Han rynker øjenbrynene for første og sidste gang under interviewet. - Det er forfærdeligt at sige i dag, men jeg ved ikke, om jeg var forelsket i hende, da jeg mødte hende, eller om jeg blev kæreste med hende, fordi hendes far var direktør i et medicinalfirma, og det gav status. I det hele taget kom ægteskabet til at lide under Johns forsøg på at pleje karrieren og at leve op til de store forventninger, han følte fra den succesfulde svigerfamilie. Midlet var meget og hårdt arbejde. - Jeg havde ikke fået den indsigt, jeg har i dag. Nu kan jeg godt se, at jeg har arbejdet for meget på deres præmisser i stedet for mine egne. Og at jeg måske har brugt arbejdspresset som en form for undskyldning for at drikke mere. Jeg har nok følt en frihed, noget virkelighedsflugt. Jeg følte, at jeg bedre kunne tackle problemer, og det gav mig mod og overskud. Jeg følte, at det ikke var noget problem. Men det blev tværtimod værre og værre, fortæller John. En lørdag kom han hjem til en seddel fra konen om, at nu var det slut. - Tænk, jeg vidste, hvor hun var, men jeg satte mig alligevel til at se Tips-fodbold. Dengang var spiritus vigtigere for mig end min familie. Og arbejdet fyldte også meget. Hvis jeg i dag kunne vælge anderledes, så havde jeg stoppet. Men dengang føltes det som den rigtige beslutning at køre karrieren. Det lykkedes faktisk John at holde inde med drikkeriet – fordi spiritus i arbejdstiden var bandlyst i det supermarked, han var søgt videre til. Omsætningen her lå på 80 mio. kroner om året, og kolonialchef John Larsen blev headhuntet til Favør i Allerød, hvor han skulle være butikschef. Men så ramlede det for alvor. John begyndte at drikke i fritiden, "formentlig på grund af det større arbejdspres", og til sidst begik han røveri på en tankstation for at få penge til promillerne. Et råb om hjælp - Så blev jeg fyret, det er klart – men røveriet var en panikhandling. Jeg tog en plasticpose over hovedet og lavede to huller til øjnene, og jeg havde ikke noget våben. Der var tre mennesker derinde, og jeg var så nervøs, at hvis de havde sagt "kan du komme ud", så var jeg løbet eller havde skidt i bukserne, siger han med en let hovedrysten. John fik alligevel pengene udleveret, men han nåede kun til den næste telefonboks, før han blev indhentet af sin dårlige samvittighed. - Jeg nåede ikke engang at tælle pengene, før jeg selv ringede til politiet. Jeg måtte ringe til dem tre gange, før de troede på mig, siger John med et lille grin, inden han vender tilbage til sin eftertænksomme mine og igen bliver alvorlig. - Jeg kan grine ad det i dag, men på tanken har de selvfølgelig ikke vidst, hvad der skete inde i mit hoved. John slap for fængsel, fordi politiet og Kriminalforsorgen skønnede, at røveriet var et råb om hjælp. Han forsøgte et par gange at finde hjælpen på kurser i alkoholafvænning, men de kunne ikke forhindre jobbene og kæresterne i fortsat at komme og gå i takt med drukturene. Til gengæld fik John åbnet øjnene for sin egen situation i Frederikshavn under en behandling med Minnesota-kuren. Han beskriver det på den måde, at: - Jeg fandt ud af, hvor dybt jeg var sunket. Man betragter alkoholisme som en sygdom, og jeg fandt ud af, spiritus havde været min bedste ven, men efterhånden var blevet min værste fjende, der ville tage livet af mig. Erkendelsen gjorde, at John kunne se muligheder for at holde op med at drikke, men samtidig er det blevet sværere for ham at komme sig efter at have tyet til sprutten igen. - Nu rammer det virkelig. Det gjorde det også før, men ikke på samme måde. Nu ved jeg, at jeg dummer mig og ødelægger det for mig selv, samtidig med at andre menneskers tillid til mig falder til jorden. Man mister selvværdet, selvrespekten, når det sker, forklarer han. Værst at være ædru Og det sker desværre jævnligt for John. Han har i øjeblikket holdt sit misbrug på afstand i tre måneder, men i de seneste tre år er han stopper og faldet tilbage til flasken 20-25 gange. Når det sker, lukker han sig inde bag persiennerne, tænder for fjernsynet og drikker i flere dage, indtil hans krop ikke kan klare mere, også selvom han ved, at han "bliver så syg, så syg". - Det er ti gange værre at holde op med at drikke, end det er at holde op med at ryge. Jeg troede engang, at jeg døde. De måtte give mig en sprøjte i endetarmen for at få gang i mig igen. Det er så grimt. Det er også derfor, det er så svært at være ædru – fordi man frygter abstinenserne. Det er næsten det værste. Derfor lader John være med at love, at han forbliver ædru. Til gengæld bliver rammerne omkring ham bedre og bedre. 1. december fik han sin egen lejlighed i Nørresundby, og han føler sig godt tilpas i sit job som opvasker på Svenstrupgård, hvor han tidligere som beboer har fået hjælp til klare sig igennem de svære tider ved mange lejligheder. Ikke mindst da han for tre år siden måtte sige sin lejlighed op, fordi kæresten flyttede fra ham, og han blev hjemløs alkoholiker. - Uden de folk her på Svenstrupgård ville jeg ikke være i live i dag, mener han. Nærmest lykkelig John fornemmer faktisk, trods al modgangen, at han har lært så meget af sine erfaringer, at han er ved at nærme sig en tilstand, han kan kalde lykkelig. - Nogle ting tager nogen for givet: at have en bolig, et arbejde, en familie. Nu har jeg prøvet at vågne op i en trappeopgang med 25 kroner på lommen. Det har lært mig at sætte pris på andre ting: at have noget at stå op til om morgenen, også selvom det kun er et aktiveringsjob, og at have ædruelige kammesjukker, jeg kan stole på. Ikke noget med rundsave på albuerne mere, siger John. - Det er de basale ting, der er vigtige for mig. Jeg har lært, at penge ikke er lykke. De er rare at have, og ingen kan undvære dem. Men i dag har det højere prioritet, at jeg har min egen bolig. Jeg har kun en lille 1-værelses, men den er min. Inden for de fire vægge er det mig, der bestemmer. På den måde føler han selv, at han er nærmere lykken som 49-årig på bistandshjælp, end han var som 30-årig med penge og prestigejob. - Dengang tog jeg det som en selvfølge og tænkte ikke over, om jeg var lykkelig. I dag er jeg lykkelig, bare jeg kan betale mine regninger og stå op og være glad og tilfreds om morgenen og ikke være bange for at møde hverdagen, siger han og spørger filosofisk: - Det er utrolig svært at sige, hvornår vi er tilfredse. Hvorfor er godt aldrig godt nok? Hvorfor bliver vi ved med at stræbe? Hans råd til andre, der leder efter lykken, lyder derfor: - Giv dig tid til at lytte efter dig selv. Hvad er det, du vil? I dag har John fået kontakt til sin familie og sin datter, Stine, igen. Han ser hende et par gange om året, altid kun når han er ædru. Hans stille drøm er at slå sig ned på et landsted og blive hesteavler, hvor han kan bruge de 24 timer i døgnet på noget andet end at være alkoholiker. - Jeg har altid været fascineret af galopløb, jeg havde hest, indtil jeg blev skilt, og jeg havde hest hjemme på min barndomsgård. Avl på galopheste kunne jeg aldrig blive træt af. - Og så ville jeg gerne finde en kvinde eller en familie at være noget for. Vi har alle behov for at være noget for andre. Det har jeg da i hvert fald.I den kommende tid forfølger Nordjyske lykken - næste gang opsøger vi John Larsens drøm om et liv på landet blandt heste.