EMNER

Hvorfor er samfundets hjælp blevet til straf?

Jeg har selv valgt det, og jeg fortryder på ingen måder mit valg. Men hvor er det et ironisk system, jeg er havnet i!

Jeg har siden 1997 arbejdet som fuldtidsansat social- og sundhedshjælper inden for Aalborg Kommune, men valgte i 2004, efter at være blevet alene med mine to børn, at opsige min stilling og starte på en videregående uddannelse. Grunden til, at jeg på dette tidspunkt valgte at opsige mit job, var, at jeg syntes, det var umenneskeligt for mine to små piger på tre et halvt og halvandet år at skulle op kl. fem om morgenen for derefter at blive afleveret ni timer i daginstitution indtil jeg hentede dem igen. Det følte jeg ikke, jeg kunne være bekendt over for mine børn. Tænk sig at drøne rundt for at tjene penge for at kunne betale nogle andre for at passe sine børn. En ganske normal situation i hverdagens Danmark, som jeg valgte fra. Ikke fordi mine børn ikke bliver passet i daginstitutioner mere, for det gør de, og det har de også brug for da jeg mener omgangen med andre børn og voksne er vigtige for deres udvikling, men det er ikke 9 timer hver dag mere! Min nuværende situation er, at jeg læser på Aalborg Universitet, og min indtægt derfor er SU. Det er der jo sådan set ikke noget galt i, da det er det, jeg har valgt. Det, der undrer mig i den forbindelse, er, at når man som enlig mor er på SU, bliver man ”hjulpet” lidt ekstra. Jeg får forhøjet SU (9200 før skat) hvilket jo blot er skønt og gør det muligt for sådan nogle som mig at kunne studere, men derudover kan jeg så også få forhøjet studielån (3500 kr. om mdr.) og for hvert barn jeg har, må jeg tjene 20.000 kr. ekstra om året! Hmm, så nu låner jeg mig frem til at få en uddannelse, da vi slet ikke ville kunne klare os økonomisk uden studielånet, og derudover arbejder jeg så hver anden weekend, når pigerne er af sted, som social- og sundhedshjælper for at kunne betale de regninger, der kommer, holde ferie osv. Det groteske er jo bare, at jeg aldrig kommer i nærheden af at kunne nå at tjene de penge, jeg må, ved siden af SU’en, for helt ærligt, man får jo ikke mere tid til at arbejde ved siden af sine studier, jo flere børn man har. Sjovt nok ser jeg nogle gange samfundets ”hjælp” som en ”straf”, da jeg jo godt kan regne ud, hvor meget jeg efter endt studie skal betale tilbage med et lån på 3500 kr. om mdr., og jeg kunne også godt tænke mig nogle gange bare at slappe af de weekender, pigerne er af sted, men vil jeg nå de mål, jeg har sat mig, er dette ikke altid muligt, da der jo skal bruges penge for at kunne leve nogenlunde anstændigt. Jeg skal på den anden side også passe på ikke at tjene alt for mange penge, for ellers får jeg bare en regning i den anden ende for enten for meget udbetalt i boligstøtte, eller tilskud til daginstitution. Dette skal ikke forstås som et surt opstød fra min side, da jeg intet fortryder, og mener, at mine børn og jeg har fået mere tid sammen, men mere som en undren over systemet og mulighederne som enlig på SU. (Det skal lige siges at jeg endnu ikke har mødt ligestillede enlige mødre på SU på universitet endnu, men det håber jeg da jeg kommer til?) (Hvis altså der er andre som mig?).