Vold

Hvorfor er vold blevet accepteret?

Danmark er ét af verdens sikreste lande at bo i. Man kan bevæge sig rundt på alle tider af døgnet uden nævneværdig risiko. Der sker tragiske forbrydelser. Men selvom vi hører meget om dem, må de ikke skabe et fortegnet billede og dermed stor utryghed.

Det betyder ikke, at vi bare skal sige alt er godt. For det er alt ikke. Vi ser tendenser i en dårlig retning. For en del år siden var jeg domsmand i Københavns Byret. Vi fik bl.a. en sag om en ung mand, der havde gentagne voldsepisoder bag sig. Den sidste var nærmest grotesk. En aften sad han på et værtshus på Østerbro. Der havde været fodboldlandskamp i Parken, og nogle tilskuere kom ind på værtshuset. De var malede røde og hvide i ansigtet. Voldsmanden råbte til én af dem: ”Du ser ikke for køn ud”. Den intetanende fodboldfan svarede: ”Det gør du heller ikke!”. Det skulle han ikke have gjort. Han blev slæbt ud på gaden og gennembanket. Bagefter smidt op i en affaldscontainer. Da han lå der og råbte, slog voldsmanden ham i hovedet med et neonrør. Under rettens behandling af sagen spurgte dommeren voldsmanden: ”Hvorfor smed du ham op i en container?”. Voldsmanden svarede – uden at blinke - ”man rydder vel op efter sig!”. Det var første gang, jeg mødte et menneskesyn og en kynisme, jeg ikke anede eksisterede i vort samfund. Den tænkemåde lå fjernt fra den, mine venner og bekendte havde. Men den eksisterede altså. Dengang var det dog et enestående tilfælde. Er det også det i dag? I de sidste uger har vi set vold i forbindelse med fodboldkampe. Den meget omtalte sag fra landskampen i Parken. At nogen – selv i fuldskab – kan finde på at slå en dommer ned og at de omkringstående ikke forsøger at stoppe ham er en gåde. Fodboldbøller, der får ødelagt en familiefodboldkamp på Bornholm, fordi de hellere vil slås end se fodbold. En tilskuer i Roskilde, der farer ind på banen og kommer spray i øjnene på modstanderens målmand. Hvad er det dog, der sker? Vi hører det jo også fra andre dele af samfundet. I gamle dage kunne nogle måske finde på at gå ud fra kroen i løftet stemning og klare problemerne ”med de bare næver”. Når det så var overstået, gik man ind igen og drak en øl sammen. Nu kommer kniven eller andre farlige våben frem ved den mindste konfrontation. På tekst-tv kunne man i sidste uge se, at lærere rundt om i landet får tæsk af eleverne. Og de fuldstændig kyniske dødskørsler gennem byerne i bil eller på motorcykel kræver dødsofre og invaliderer mennesker. Igen handlinger uden nogen form for omtanke og uden respekt for andre menneskers liv. Disse eksempler skal ikke skabe et billede af et voldeligt, kriminelt Danmark. De er stadig enkeltstående. Men de sker altså. Og der er et stigende antal. Man må selvfølgelig overveje, hvorfor? Hvorfor er vold for nogle blevet en accepteret løsning? Hvorfor er der unge, der tiltrækkes af voldelige bander og grupper? Det sidste besvarede Fulton-skipperen, Mogens Frohn, i en bog for nogle år siden. Han påpegede, at unge, der ingen omsorg, kærlighed eller ansvar føler i deres familie tiltrækkes af banderne og deres regler. Hvor nogle familier går så meget op i det materielle, at de ikke har tid til nærværd, møder de unge deres egen betydning i banderne. Her er det ikke ligegyldigt om man gør det ene eller det andet. Gør man noget godt, bliver man rost – gør man noget slet, bliver det også bemærket. Helt i modsætning til i familien, hvor alt er ligegyldigt. Hvis det er rigtigt, giver det da stof til eftertanke. Også på den første del af spørgsmålet er der måske et svar. Jeg besøgte en dag en børnefamilie. Den 12-årige søn sad ved computeren og spillede spil. Det gik ud på, at man skulle redde sig gennem en rute. Og det gjaldt om at slå alle mennesker, man mødte, ned. Jo flere, man fik til at falde om, jo nærmere var man sejren. Spillet gjorde volden både til en accepteret, men også den eneste løsning for at vinde. Jeg ved godt, eksperter hævder, unge kan se forskel på spil og virkelighed. Men helt ærligt: Jeg tror ikke på dem. Hvis man dag efter dag, via spillet, trænes op til, at spontanreaktionen skal være voldelig – så tror jeg på, det også skaber en refleks i den virkelige verden. Jeg tror på, man bliver hjernevasket på en ond måde. Selvfølgelig skal mennesker straffes, når de begår en forbrydelse. Men det er måske også værd at overveje, om vi har en indbygget voldsforherligelse i den måde, vi optræder og påvirker vore omgivelser på. Er det manglen på respekt for andre mennesker og manglen på viden om, hvad effekt vore handlinger har, der er det egentlige problem? For nogle år siden, fortalte en voldsmand at han ”fik et kick” da han trådte på nakken af én, der lå ned og han hørte det kvase. Men den pågældende rejste sig jo ikke op igen, som de gør i computerspillet eller på dvd’en. Han var død. Og voldsmanden var pludselig morder. Måske er det den konsekvens, vi skal være bedre til at fortælle om, hvis vi skal den kyniske vold til livs. God sommer. [ Peter Duetoft bor i Sindal, er historiker og har været folketingsmedlem (CD) 1988-2001 og i flere omgange landsformand for CD. I dag medlem af Socialdemokraterne. Arbejder som konsulent, bl.a. ved FN- og EU-demo- kratiprojekter i udlandet.