Hvorfor finder vi os i hooligans?

Vold 13. december 2002 07:00

Nogle hævder, at de har en glødende interesse for fodbold og sport. Men i virkeligheden jokker de på fodbold - og giver pokker i sport. De er kun interesseret i konfrontation, ballade, gadekampe og vold. Vi kalder dem "Fodbold-Hooligans". Så er der dem, der hævder, at de er modstandere af EU og globaliseringen. Men i virkeligheden jokker de på EU-modstanden og giver pokker i globaliseringen. De er kun interesseret i konfrontation, ballade, gadekampe og vold. Jeg taler om "Globale Hooligans". Ligesom fodboldbøllerne har også disse Globale Hooligans alle mulige fantasifulde betegnelser: "Anti-Fascistisk Aktion", "Globale Rødder", "De Autonome" osv., men målet er det samme: At skabe mest mulig utryghed for almindelige mennesker: at skabe frygt i gaderne. I denne uge er der dømt global hooliganisme i København. En europæisk hovedstad skal forvandles til en slagmark. Det har nogle hundrede tyske, danske, engelske, italienske og hollandske Globale Hooligans bestemt. Og det må hele samfundet så indrette sig efter. Det er årsagen til, at 6000-8000 politifolk er hentet ind fra alle egne af landet - fra Aalborg, Hjørring, Løgstør, Hirtshals, Tønder, Middelfart og fra snesevis af andre politikredse - og at disse unge politifolk bliver bedt om at sætte liv og førlighed på spil. Det er årsagen til, at skatteborgerne herhjemme skal udskrive en check i størrelsesordenen et par hundrede millioner kroner, og at danskerne må belave sig på, at deres hovedstad i tre-fire dage omdannes til en by i belejringstilstand. En utryg by. En by i frygt. Det er godt gjort, at vi skal finde os i det! For et par år siden udkom en forskerrapport om disse hooligan-grupper. Et gennemgående træk ved medlemmerne viste sig at være, at der var tale om mennesker, som klarer sig dårligt socialt, økonomisk og arbejdsmæssigt - ligesom det blev fremhævet, at det, der svejser medlemmerne sammen, er vold, personlig frustration og had. Noget af det, der overraskede i forbindelse med hooliganismen i Göteborgs gader ved det seneste store topmøde, var, at de knapt tusind hooligans var så godt organiseret. Intet var overladt til tilfældighederne. Udrustningen var på plads hjemmefra, og kommunikationen og kommandovejen under kampene mod politibetjentene virkede intakt fra første til sidste øjeblik. Hver hooligan vidste præcis, hvad han eller hun skulle gøre for at skade, ydmyge og hærge mest muligt. Svenskerne havde forud for topmødet forsøgt sig med samtaler med disse hooligans. Det samme har dansk politi forsøgt helt frem i 11. time. Dette vil jeg kun rose, og jeg er dybt imponeret over den tålmodighed, politiet udviser. Politiet gør i denne forbindelse en enestående indsats. Dialog er godt - dér, hvor det drejer sig om, at to parter har samme endemål og i virkeligheden stræber efter det samme. I denne sag tror jeg desværre ikke, at man stræber efter det samme. Politiet vil have, at EU-topmødet gennemføres i orden, fred og fordragelighed, mens Globale Hooligans ønsker kaos. Man kan spørge, hvorfor de skulle være interesseret i at forhandle med politiet for at undgå konfrontation, når konfrontation er selve årsagen til at de kommer til København? Men som nævnt håber jeg, det ved fredelige midler lykkes for politiet at sikre ro og orden. Når politifolk sætter liv og førlighed på spil mod en flok hooligans, er det ikke alene udtryk for korpsånd og et utroligt mod. Politifolkene gør det, så vi andre kan færdes i sikkerhed og være trygge. For Dansk Folkeparti er det naturligt at støtte og hjælpe politiet, men i den uge, vi nu er i, er det specielt vigtigt, at vi alle giver politiet helhjertet opbakning i forhold til det, der venter. Pia Kjærsgaard er leder af Dansk Folkeparti.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...