Hvorfor forskel?

KRONISK SYG/HANDICAPPET: I dag er der stor forskel på, hvordan kronisk syge og mennesker med handicap bliver behandlet. Men hvorfor det? Og er det rimeligt? Skellet mellem at have en livslang og eventuelt invaliderende sygdom og at være handicappet er kunstigt. Leddegigt er eksempelvis en kronisk sygdom. Men sygdommen kan også medføre et handicap. Forskellen bunder blandt andet i, at der er stor forskel på den måde, man organiserer indsatsen til mennesker med kronisk sygdom og handicap. På sundhedsområdet må princippet om kvalitet i indsatsen altid følges frem for nærhed i tilbuddet. Derfor lægger man planer for, hvor mange steder i landet enkelte specialiserede funktioner skal varetages. Det gør man for at sikre, at der er en vis strøm af patienter, så det er muligt at opbygge erfaring og effektivitet i forhold til den særlige patientgruppes behov. På de sociale område ser vi, at den specialiserede viden helt modsat spredes for alle vinde. Her tænker man ikke på at skabe organisatoriske rammer for, at øvelse kan gøre mester. Det betyder, at der sker en afspecialisering, og den viden og erfaring, som man har opbygget gennem mange år går tabt. Det sker også, at højt specialiserede tilbud ganske enkelt lukker, og mange gange findes der ikke et alternativ til de meget specialiserede tilbud. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt over for en gruppe af borgere, der har et behov, som vi af mere eller mindre tilfældige årsager kalder handicap. Derfor skal vi se på, hvordan vi kan skabe organisatoriske rammer, der sikrer specialisering på det sociale område, og hvilken enhed der kan løfte den højt specialiserede indsats.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.