Børnemishandling

Hvorfor gør vi ingenting?

Hvordan går det til, at forældre i årevis kan slippe af sted med at mishandle og misbruge deres børn?

OVERGREB:Hvordan går det til, at forældre i årevis kan slippe af sted med at mishandle og misbruge deres børn? En ny film, bygget på Tønder-sagen, vil angiveligt have os til at tænke på det. I forordet til en bog om denne sag skriver journalist Claus Jessen: ”Jeg er ikke så naiv at tro, at denne bog vil kunne forhindre en ny Tøndersag et andet sted i Danmark. Lad os være ærlige: Vi lader os alle chokere i nuet, men vi glemmer hurtigt igen. Det gælder politikere, journalister og den almindelige borger”. I mellemtiden har vi fået en Mou-sag. Ikke alene glemmer de fleste af os hurtigt de enkelte sager. Hvad værre er, så sker der ikke meget hos de myndigheder, der har til opgave at gribe ind, når der opstår mistanke. I de mere end 25 år, jeg har beskæftiget mig teoretisk med børns retssikkerhed og retsbeskyttelse, har jeg set mønsteret gentage sig: Et barn vover sig uden for familien med sin historie, eller et barn opfører sig så påfaldende, at daginstitution, skole og naboer reagerer. Alt for ofte møder de nogle medarbejdere hos de sociale myndigheder, som afviser dem, eller som bruger måneder og år på at samle ”beviser”. Frygten for at gøre forældrene uret overtrumfer alt for ofte pligten (og lysten) til at tage bekymringer for barnet alvorligt. Hertil kommer permanent overbelastede sagsbehandlere. Hermed være ikke sagt, at disse sager er lette at håndtere. Mange forældre (f.eks. dem fra Mou) er mestre i at manipulere myndighederne. En måde er at flytte til en anden kommune, når en tvangsfjernelse truer. Således i Tønder-sagen og således i Mou-sagen. Den nye kommune begynder helt forfra, alt imens overgreb og mishandling fortsætter. Forældrene i Mou var jo desuden ”pæne” mennesker med uddannelse (sygeplejerske og pædagog!), som det er svært at mistænke. Efterfølgende lyder det som regel fra politikerne, at der skal sættes en undersøgelse i gang for at se, om ”der er noget at komme efter”. Det gjorde de (vistnok) dengang i Tønder. For nylig hørte vi så, at Tønder er en af de kommuner, hvor den enkelte sagsbehandler har flest igangværende sager om børn (mere end 60). Politikerne siger, at de skal spare, fordi regeringen forlanger det; men Aalborg har lovet en særlig afdeling for de ”tunge” børnesager med max. 20 sager pr. medarbejder. Mange forældre er mestre i at spille forfulgte uskyldigheder. I en straffesag få de hjælp af deres forsvarsadvokater. Uanset om der er tale om seksuelle eller fysiske overgreb, er et meget brugt argument, at børn lyver, fantaserer eller er psykisk afvigende. Således også i Mou-sagen – på trods af de mange vidners observationer. Når forældrene påstår frifindelse, er det advokaternes pligt at hjælpe dem med at blive frifundet. Jeg har spurgt advokater, hvordan de har det med det. Jeg får som regel svaret: ”Fint, alle har ret til en forsvarer”. Det var anklageren i Mou-sagen, der i tv fortalte, at han havde en klump i halsen under pigens forklaring. De to forsvarere fremtrådte helt ”kolde”. Sådan er rollefordelingen. I en straffesag skal al rimelig tvivl skal komme de tiltalte til gode. Det er et vigtigt princip, som vi for alt i verden skal holde fast i. Der er imidlertid en generel tendens at stille samme høje beviskrav hos de sociale myndigheder. Det er i strid med de love og principper, der gælder for socialt arbejde. Jeg har i årevis hævdet, at straffesager gør mere skade end gavn – bl.a. derved, at bevisproblemerne smitter af – når det handler om forældre, der bruger deres egne børn til voksensex eller mishandler dem på anden måde. Den internationale komite, der kontrollerer overholdelsen af FN’s konvention om barnets rettigheder, har i flere rapporter kritiseret Danmark for ikke at yde børn tilstrækkelig beskyttelse mod (seksuelle) overgreb. Konventionens art. 19, stk. 1 lyder: ”Deltagerstaterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige, administrative, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder seksuel misbrug, medens barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers varetægt”. Der står udtrykkeligt beskytte – altså før det sker, og ikke straffe – når det er sket. Efter 25 års beskæftigelse med området er jeg kommet til det resultat, at vi godt kunne gøre det bedre; men vi vil åbenbart ikke.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst