Anden verdenskrig

Hvorfor håne danskerne?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har åbenbart ikke fundet sig for god til at gå til angreb mod den samarbejdspolitik, som ansvarlige danske politikere fik til at fungere under den tyske besættelse af Danmark – i hvert fald frem til 29. august 1943.

I bedste fald kan jeg kun karakterisere statsministerens lidt studentikose udtalelser som teoretiske argumenter, der ikke har hold i den stedfundne virkelighed. Det er en hån mod alle danske, som slap helskindet gennem Besættelsestiden og mod de kløgtige politikere, som lagde grunden dertil. Det ville have klædt statsministeren, om han havde sat sig hæderligt ind i problematikken, samtalet med sin egen far og andre, der var voksne i den tid og oplevede samarbejdspolitikken på egen krop i stedet for at fremkomme med synspunkter fjernt fra Besættelsestidens realiteter. Jeg vil anbefale statsministeren at læse den netop udkomne erindringsbog af Herbert Pundik "Det er ikke nok at overleve". Enhver ansvarlig dansk politiker burde pålægge sig selv mundkurv for udtalelser om Besættelsestiden, indtil han eller hun har læst denne bog! Ved at læse Pundiks erindringsbog er jeg blevet bekræftet i min barndoms oplevelser samtidig med, at forfatteren har åbnet mine øjne for andre aspekter og kendsgerninger, som generelt bakker samarbejdspolitikken op. Statsministeren er gået til angreb mod den tids danske forsvar, fordi han bl.a. mener, der ikke blev ydet tilstrækkelig modstand mod den tyske krigsmaskine. Hvad ville det have hjulpet, andet end meningsløst at have sat danske soldaters liv på spil. Godt for Danmark, at dette forsvar blev stoppet så tidligt, som det gjorde. Jeg er i besiddelse af en del eksemplarer at det OPROP, som Luftwaffe kastede ned over danske byer under indflyvningen over Danmark 9. april 1940. I dette OPROP, som er affattet på norsk, står bl.a., at "Derfor har Tyskland besluttet at foregripe det engelske Angrep og med sine Magtmidler selv at overta Bestyrelsen av Danmarks og Norges Nøitralitet og værne den, saa længe Krigen varer". Hvis den hensigt og advarsel fik til følge, at angreb fra England aldrig kom på tale, har vi i Danmark egentlig grund til at være tilfredse. Tænk om Jylland var blevet en slagmark mellem tyske og engelske styrker med ødelagte byer og tusindvis af tabte danske menneskeliv til følge. Måske hjalp også de bombastiske fæstningsværker og bunkers ved Jyllands vestkyst. Fik bygningen af disse grimme anlæg ikke anden effekt end at skaffe brød på bordet i tusinder af danske hjem, undskylder dette egentlig deres tilstedeværelse. Til bekæmpelse af den store arbejdsløshed i Danmark hørte også, at danske entreprenørvirksomheder og andre virksomheder fik tilladelse til eller nærmest blev pålagt at arbejde for den tyske Værnemagt. Overalt i landet skulle rejses kaserneanlæg til tyske militære enheder. Danske flyvepladser skulle udbygges. Adgangsveje til Vestkystens fæstningsværker skulle anlægges. Tyske krigsskibe skulle repareres (min far arbejdede på Aalborg Værft). Også flyvemaskiner og køretøjer skulle repareres. Mange maskinvirksomheder fremstillede krigsmateriel til Værnemagten. Selv om alle disse beskæftigelser kan betegnes som værnemageri og hjælp til en fjende, havde det dog den effekt, at danske hjem fik brød på bordet. LAB, Landsorganisationen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse levede ikke i samme omfang op til sit navn. Det smukkeste eksempel på samarbejdspolitikken er forholdet til de danske jøder. De levede ret sikkert i landet, så længe den kløgtige samarbejdspolitik fungerede. I alle andre tyskbesatte lande, led jøderne sammen skæbne, som jøderne i Tyskland. For alle danskere skete der en forandring efter 29. august 1943. Men for jøderne opstod der en livstruende situation i oktober 1943, idet tyskerne havde besluttet at internere dem alle på sabbatten lørdag 2. oktober. Her kom socialdemokraten Hans Hedtoft jøderne til undsætning og advarede dem, så de kunne nå at flygte i sikkerhed i Sverige. Hedtoft havde nemlig gennem den tyske søfartsattaché, Georg Duckwitz, fået oplysning om datoen. Mange tusinde jøder blev reddet til Sverige. Af ca. 500 danske jøder, som tyskerne indfangede og deporterede til Theresienstadt, overlevede 450, som slap til Sverige med Grev Folke Bernadottes hvide busser. Det er ubegribeligt, at nogen ansvarlig dansk politiker i dag kan fremkomme med sådanne kritiske bemærkninger om Besættelsestidens samarbejdspolitik, som Anders Fogh Rasmussen har gjort. Den slags synes forbeholdt rene politiske amatører. Den eneste "kattelem" for en undskyldning, jeg har kunnet finde for statsministerens udtalelser er, at han ikke var født, da den del af Danmarks historie blev udlevet. Karl Maksten, Rantzausgade 40, Aalborg. E-mail: maksten@stofanet.dk