EMNER

Hvorfor had?

Mange af avisindlæggene om Israel/Palæstina-konflikten peger med rette på det store had, palæstinensere - især Hamas-gruppen - har mod staten Israel. Og had er unægtelig en både primitiv og modbydelig menneskelig egenskab, som parret med hævntørst har sat sig mange grimme og ulykkelige spor i Mellemøsten.

Men hvorfor forholder de mange Israel-venlige skribenter sig ikke til spørgsmålet om, hvor alt dette had kommer fra? Hvorfor nævnes det aldrig i indlæggene, at Israel har besat de palæstinensiske områder siden 1967, og at palæstinenserne derfor er et besat folk? Behøver man at nævne det had, mange danskere havde mod tyskerne under og lige efter den danske besættelse fra 1940 til 1945? Marner av Lofti nævner godt nok (14.1.), at Israel høstede stort udenlands bifald, fordi de forlod Gaza i 2005 og tvangsflyttede 8000 jødiske bosættere fra området. Jo tak, men både Marner og andre kan gennem Udenrigsministeriet få bekræftet, at der det følgende år kom flere end de 8000 nye ulovlige bosættelser på Vestbredden. Rømningen af Gaza var kun en taktisk manøvre fra israelsk side. Dertil kommer, at Israel lukkede for grænserne i Gaza og sikrede sig det fulde herredømme i luften og Gazas kyster. Dette har gjort Gaza til jordens største fængsel og medført umenneskelige forhold for palæstinenserne i dette tæt befolkede område. Udsultning, indespærring, ydmygelse og håbløshed har naturligvis bidraget stærkt til omtalte had og medførte desværre også, at man valgte den fanatiske Hamasfløj som ”regering”. Det palæstinensiske had er desværre – men forståeligt også rettet mod Vesten - især USA. Siden besættelsen i 1967 har FN vedtaget et utal af resolutioner om, at Israel skulle rømme de besatte områder. Men USA har hver gang forhindret, at der skete noget. Dette viser i øvrigt USA's (og Fogh-regeringens) hykleri, idet én af begrundelserne for at overfalde Irak var dette lands mangel på overholdelse af FN resolutioner samt den løgnagtige påstand om, at landet havde masseudryddelsesvåben. Niels Jørn Krogs indlæg fortjener ikke mange kommentarer. Efter hans mening har danske mediers dækning af konflikten slagside til fordel for palæstinenserne. Som et meget søgt eksempel skriver han, at pressen nævner de mange dræbte og lemlæstede palæstinensiske børn - men ikke de israelske. Lidt synd for ham, at forklaringen jo nok er den, at ingen israelske børn er dræbt. Både han og kloge Niels V. Skipper Petersen forsvarer også Israels uhyggelige fremfærd. Sidstnævnte påstår endog, at Hamas sammen med Hizbollah har startet en gentagelse af Holocaust mod jøder. Mon dog - i betragtning af Israels store militære styrke. Landet har endog atomvåben! Mener de to virkelig, at det er helt i orden at dræbe hundrede af uskyldige børn i forsøget på at udrydde de militante Hamasfolk? Selvfølgelig har Israel ret til sikre grænser, - men hvilke grænser? Så længe landet nægter at forlade besat land, kan de naturligvis ikke forvente sikre grænser.