Hvorfor har biskop sat Bibelen til salg?

Kristendom 21. september 2004 06:00

HOMOVIELSER: Det er både trist og kedeligt, at medierne for øjeblikket retter deres søgelys mod den danske folkekirke. Vi har læst, hvorledes præsterne og biskop Søren Lodborg Hvas er meget uenige om forkyndelsen af det kristne budskab - og især velsignelsen af homoseksuelle og de lesbiske, der ønsker at blive viet i kirken. Vi har oplevet afvigende præster, der skjuler flygtninge, og en præst, der ikke tror på Gud! Klare lovbrud, der ikke er forenelig med Biblens ord. Nu har den danske folkekirke i århundrede været det trygge sted, hvor præsten har holdt sin gudstjeneste og forkyndt evangeliet til sognebørnene ud fra Biblens tekster og ikke gået på kompromis med sandheden. Hvorfor i himlens navn skal det dog pludseligt ændres nu? De homofile – mennesker, som jeg ikke har noget imod - har ifølge Biblen ikke mulighed for at blive viet i kirken - eller en velsignet markering af et registreret partnerskab. Nogle præster filer de hellige tekster til, så de mener, at de kan velsigne de homofile inden for Biblens rammer. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor præsterne ikke vil efterleve Biblens ord. Ustandseligt træder de ved siden af og føler, at de er helt uskyldige. De er ganske langsomt begyndt at undergrave hele den kristne tro. Det må snart stoppe! Det næste, præsterne velsagtens giver tilladelse til, er, at muslimerne kan stå på folkekirkens talerstol og fordømme kristendommen. Især biskop Søren Lodborg Hvas er medvirkende til denne kedelige identitetskrise omkring folkekirken. Det er svært at forstå, hvorfor biskoppen pludselig har sat Biblen til salg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...