Hvorfor har voldsofre ikke krav på akut krisehjælp?

Man tror altid, at det er naboen, det går ud over. Vi taler alle om, hvor frygteligt det er for nabofamilien, kollegaen, dem, vi læser om i avisen og hører om i nyhederne, dem, der bor på den anden side af jordkloden og dem, der bor på den anden side af gaden.

Danmark 1. september 2005 21:23

Vi siger: "Altså hvor må det være frygteligt at stå i sådan en situation". Om det så er mord, voldtægt, vold, arbejdsløshed osv., så rammer det altid naboen og alle de andre... "og vi kan bare slet ikke sætte os ind i det!". Nu er det hermed sket for kernefamilien Jensen. Vi er blevet til naboen, som de andre snakker om. Det i sig selv er overhovedet ikke noget problem, da det er det mest ubetydelige i denne sammenhæng. Det, der derimod skal pointeres i denne sammenhæng, er, hvordan vores højt elskede og ærede velfærdsstat reagerer, når et familiemedlem af kernefamilien Jensen bliver udsat for grov vold, og hvorledes disse reaktioner kan fordre sig for dette familiemedlem. Hermed er alt om politik, love og regler afskrevet. Så i tilfælde af, at et politisk fjols skulle få trang til at stille sig op og argumentere med love, regler og økonomi i denne sammenhæng, vil det fra denne side blive betragtet som en direkte umenneskelig tankegang. Familiemedlemmet er udsat for meget grov vold i eget hjem, naboer hører, hvordan både offer og voldsmanden kæmper hver deres kamp. Den ene for at slippe fri, den anden for at vedligeholde ofrets smerte, og for at slippe sine agressioner løs. Det lyder voldsomt, ofret skriger..., stadig ingen reaktion fra naboerne. Kampen fortsætter, en enkelt nabo har nu ringet til politiet. Til sidst slipper ofret fra voldsmanden og løber ned på gaden, hvor politibilen i samme øjeblik drejer om hjørnet. De fanger gerningsmanden. De kigger lidt på ofret, der står fuldstændig forslået, forkommen, desorienteret og tydeligvis i chok..., derpå spørger de: "Tror du, at du skal på skadestuen?". Ofret, der befinder sig i en choktilstand, svarer: "Det ved jeg ikke". Før de foretager sig yderligere, når de også at få ofret gjort godt og grundigt til grin, ved nedladende at komme med kommentaren: "Nå, har du så et forhold til voldsmanden igen i morgen?" Denne kommentar viser tydeligt politiets professionalisme, og hvordan de virkelig forstår at hjælpe mennesker midt i traume- og krisesituationer! Okay, nu stopper vi lige og reflekterer over, hvilke forventninger kernefamilien Jensen har til politiet, og dermed velfærdsstaten, de så ivrigt betaler til. Politi betyder beskyttelse, opretholdelse af ro og orden, og nogle der er uddannet til at hjælpe i flere forskellige henseender. Hvis man har haft bare et 9. klasses psykologikursus, kan man uden videre regne ud, at et meget forslået voldsoffer, der står alene på gaden og ligner en, der ikke ved, hvor hun er, altså er i chok, bare skal køres på skadestuen med det samme eller transporteres via en ambulance, da der kan være indre blødninger. Skal vi ikke bare kalde det almen viden? Nå, men næste træk er, at en veninde kommer forbi og får ofret transporteret til sygehuset, hvor man trækker et nummer for at komme ind til en vagtlæge. Ofret hvis tilstand er dårlig, har naturligvis ikke haft mulighed for at kontakte vagtlægen inden ankomsten til sygehuset, men det er åbenbart en stor nødvendighed, at ringe til vagtlægen inden man kommer, også selv om man er fuldstændig banket til ukendelighed, og faktisk ikke aner, hvem man selv er eller hvor man er. Så derfor må veninden gå ud fra vagtlægen og ringe ind til ham og bede om en tid. Det er da effektivt! Da det bliver ofrets tur, bliver hun set på og sendt hjem med kommentaren: "Du er pæn igen om fjorten dage". Hun bliver ikke tilbudt at ligge ned, at få røntgenfotograferet eller scannet sin krop og sit hoved, på trods af, hun er banket til ukendelighed, hendes hoved er tre gange så stort som normalt, og kæben kan ikke lukke sammen. Hurra for det danske sundhedssystem! Hold op hvor det kører! Her kommer så de foreløbige konsekvenser af den danske velfærdsstats reaktioner på et voldsoffer: Offeret er i en chokfase, lider under smerter, kan ikke spise, har brug for socialt netværk 24 timer i døgnet, har måtte afbryde uddannelse og job. Listen bliver kun længere da hændelse kun er nogle dage gammel. Gad vide hvorfor lige netop dette voldsoffer ikke havde, eller har krav på en hospitalsseng og akut krisehjælp? Eller er det sådan, det foregår for alle voldsofre i den danske velfærdsstat? I hvert fald er det et held, at netop dette offer er medlem af kernefamilien Jensen, så der er masser af støtte at hente der. Jeg ville i hvert fald nødig være voldsoffer uden et socialt netværk i velfærdsstaten Danmark.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...