EMNER

Hvorfor holder vi gudstjeneste?

Gudstjenesten er under pres søndag formiddag. Derfor inviterer Nørresundby Kirke nu til samarbejde om at udvikle indholdet.

karin kristensen lægger op til dialog om indholdet i gudstjenesten om søndagen. Arkivfoto: Henrik Bo

karin kristensen lægger op til dialog om indholdet i gudstjenesten om søndagen. Arkivfoto: Henrik Bo

Lad det være sagt med det samme. Invitationen til i fællesskab at tage en diskussion om indholdet i søndagsgudstjenesten er ikke tegn på krise i Nørresundby Kirke. Men dialogen er en erkendelse af, at gudstjenesten oplever et vist pres søndag formiddag. - Travle familier har brug for et pusterum - det finder man ofte i weekenden. Det kan også mærkes, at eksempelvis forretninger har mere åbent om søndagen end tidligere, mener Karin Kristensen, der er præst i Nørresundby Kirke. - Og vi kan da også godt se, at der bliver færre af de kirkegængere, der har det som vane og tradition gennem lang tid at gå i kirke. Om søndagen kommer der ikke så mange nye til, derfor har Nørresundby Kirke sat gudstjenesten som arbejdstema dette forår. Fællesskabet er vigtigt Kirken har i mange år udviklet sig i takt med tiden og har lavet særlige arrangementer i løbet af ugen. Og har succes med eksempelvis spaghettigudstjenester for børnefamilier eller skumringsgudstjenester for dem, der har brug for lidt ro efter fyraften. - Og de ting er også vigtige, men nu sætter vi især fokus på søndagsgudstjenesten. Den er ligesom nerven i det hele, pulsslaget der holder kirken sammen, forklarer Karin Kristensen. - Hvis ikke vi har noget fælles, der kan samle alle, risikerer man, at tingene falder fra hinanden. Positive reaktioner I første omgang har menighedsrådet diskuteret initiativet, der også var oppe at vende i forbindelse med den nyligt afholdte Kirkekultur-uge. Næste skridt er en sogneaften i denne uge med arbejdstitlen "Gudstjenesten under udvikling eller afvikling?". - De tilbagemeldinger vi har fået indtil nu har kun været positive, fortæller Karin Kristensen. Ikke revolutioner i vente Man skal ikke forvente revolutioner. - Gudstjenesten skal stadig være genkendelig, og måske er det i virkeligheden o.k., at det er som nu. Der er også nogle formelle krav, vi skal leve op til, understreger Karin Kristensen. - Vi lægger op til diskussion med åbent sind og håber, der kommer nogle gode idéer, vi kan prøve af. Og at der dukker nogen op, der aktivt vil gå ind i udviklingen af gudstjenesten. Åbenhed omkring kirken Hun oplever, at folk generelt har en god og åben holdning til kirken. - Hvis ikke man prøver, går det ikke galt - men man opnår heller ikke nye ting, slår Karin Kristensen fast. Dermed er der lagt op til diskussion af, hvorfor vi holder gudstjeneste. Hvad er godt ved gudstjenesten, som man kender den - og hvad er det, man gerne vil nå frem til? En del af svaret kommer måske onsdag 24. marts, når der er sogneaften i Nørresundby.