Hvorfor i Sverige?

Mens det svenske politi har sat massivt ind i jagten på udenrigsministerens morder, hagler kritikken ned over det svenske sikkerhedspoliti Säpo og dets vurdering af trusselbilledet mod udenrigsminister Anna Lindh under valgkampen.

- Jeg er overrasket over, at hun ikke var bevogtet af livvagter og forventer et godt svar af Säpo, siger retsudvalgets formand Johan Pehrson. Rundt om i verden er vi her i norden kendt for vores åbne demokratier. Man kan gå lige ind i Rigsdagen og ind i Folketinget, og man kan støde på de folkevalgte politikere på gaden. Det er altsammen ting, vi er stolte af, og vi bryster os af, at vores lande er sikre steder at være. Men netop derfor forstår ingen, hvordan det kan ske, at en fremtrædende svensk politiker kan blive dræbt på åben gade. Og derfor rammer det ekstra hårdt, vurderer den svenske professor i statskundskab ved Stockholms Universitet, Oluf Ruin. - Det er et paradoks, som ingen forstår. Sverige fremstår som et af de fredeligste lande i verden. Vi har været befriet for krige. Alligevel står vi med to politiske mord inden for tyve år. Mord på personer, der begge har været meget centrale, og kontroversielle. Oluf Palme på hans tid, og Anna Lindh, i dag. - Jeg tror, man har svært ved at forstå, hvorfor det skulle ske netop i Sverige, hvor vi troede, at vi havde det så fredeligt med en stor del af konsensus mellem partier, siger professoren.