Hvorfor ignorere folk i nød?

MEDMENNESKELIGHED:Jeg sidder i en bus ved Christiansborg Slot. En gangbesværet mand på krykker lægger an til at stige ind, da en mand kommer forbi og sparker krykkerne væk under ham. Og forsvinder. Ingen af de mange ventende passagerer ved stoppestedet reagerer. De lader ham ligge. Buschaufføren lukker dørene og kører. Hvad blev der mon af manden med krykkerne? For nogle år siden fik jeg uden for apoteket et ildebefindende. Jeg støttede mig til en grå telefonkasse og bad et midaldrende par om lige at blive hos mig et øjeblik. De rystede begge let på hovedet og skyndte sig videre. Disse to hændelser kom mig i hu, da min kone forleden faldt om i et venteværelse hos Skat. Jeg var inde og blev ekspederet, da en person kom ind og spurgte, om jeg kendte vedkommende, som lå på sofaen i venteværelset. Da jeg kom ud, fik jeg et chok. Min kone lå livløs på sofaen. Hun havde forgæves bedt om hjælp af de mange forbipasserende. Hun havde faktisk skreget, om nogen ville tilkalde en ambulance. Først efter mindst fem minutter var der et kvikt ungt menneske, der rekvirerede en ambulance. Inde fra kontoret hørte jeg godt nogle høje skrig, men troede, at det var en skatteyder, der var vred over den for høj skatteprocent. Jeg skal fortælle, at min kone overlevede blodproppen i hjernen og har det godt. Men det skyldes ikke de medmennesker, der var vidner. Men et formidabelt sygehusvæsen. Når jeg skriver dette indlæg, skyldes det, at jeg gerne vil have nogle bud på: Hvorfor er det kommet så vidt. at vi mennesker kan ignorere medmennesker i så stor nød? Skal der lovgives på området? Kan en kampagne fra sundhedsministeriet hjælpe? Jeg vil opfordre andre med lignende erfaringer til at stå frem.