Hvorfor ikke belønne Iran?

ATOMPROGRAM:“Skal Iran ligefrem belønnes” for ikke uden videre at opgive sit atomprogram? spørger lederskribenten forarget 14.5. Svaret kunne være: Ja, hvorfor ikke? I hvert tilfælde kan man konstatere, at den aktuelt eneste atommagt i Mellemøsten, Israel, er blevet belønnet af stormagterne for udvikle atomvåben. Også selv om det er sket i hemmelighed og uden hensyntagen til de internationale ikke-spredningsaftaler. Ifølge USA’s efterretningstjeneste, CIA, er Israel verdens femtestørste atommagt, og råder over mellem 200 og 400 atomvåben. Allerede i 50’erne opbyggede Israel med fransk støtte det store reaktoranlæg i Dimona, som havde kapacitet til at udvikle de nødvendige bestanddele i atomsprænghoveder. USA var principielt mod dette, men gjorde intet for at stoppe det. Det regnes for sikkert, at i Yom Kippur-krigen i 1973 klargjorde Israel en række atombomber, men brugte dem ikke. Siden har landet fortsat med at modernisere sit atomarsenal. Det har fået fortsat militær støtte fra USA; bl.a. kom det i 2003 frem, at amerikanske eksperter har hjulpet Israel med at installere krydsermissiler, som kan bære atomsprænghoveder, i tre ubåde, som var blevet købt i Tyskland. Israel har aldrig officielt indrømmet at have atomvåben, selv om det efterhånden er veldokumenteret. Og Israel er det eneste land i Mellemøsten, som ikke har underskrevet ikke-spredningsaftalen for atomvåben. USA, som har lagt en hård linie over for Irans atomprogram, har aldrig stillet krav til Israel på dette område. Det er meget muligt, at Iran faktisk har ambitioner om at udvikle atomvåben. I så fald er det led i et våbenkapløb i Mellemøsten, et våbenkapløb som Israel fører an i. NORDJYSKE’s forargelse er forståelig, men hvorfor rettes den kun mod Iran?