Blokhus

Hvorfor ikke frit slag for investeringer?

Jeg har periferisk fulgt med debatten om flere overnatningspladser i Vendsyssel. Fårup Sommerland har søgt om et vist antal overnatningsmuligheder. Det har været et stort problem og tidskrævende for amtet at undersøge, om der manglede kapacitet på området. Det har været meget omstændeligt og kostet masser af ressourcer.

Jeg forstår slet ikke, i disse tider med frit valg, at der ikke er frit slag for investeringerne i nye tiltag inden for turistområdet. Vi skal tænke på, at det, der investeres i dag, giver arbejdspladser og flere muligheder for regionen. Det er bedre at investere så tidligt som muligt i forhold til prisudviklingen, og på længere sigt giver det os en bedre konkurrenceevne som turistområde. Vi råber og skriger på nye initiativer til at trække turister til Vendsyssel, så lad være med at bremse det private initiativ. I den sidste ende er det markedskræfterne, der bestemmer, og så længe det ikke er offentligt finansieret, er det ikke skatteborgerne, det går ud over, hvis investeringerne ikke giver overskud. I det øjeblik bygningerne står færdige, skal de nok blive udnyttet til et eller andet, enten det giver overskud eller ej. Vi skal i Nordjylland passe på, at vi ikke rykker længere agterud, end vi er i forvejen. Ikke være bange for nye initiativer og ikke putter det hele i syltekrukken, vender og drejer alting, inden vi er klar til at tage en beslutning. så kører toget, uden at vores region er med, og det eneste, vi kan gøre, er at vinke.