Hvorfor ikke indføre borgerløn?

Hvordan skabes individuel valgfrihed i solidaritet? I Information og andre medier har der bølget en spændende debat, som i sin substans dækkes af dette spørgsmål.

Senest Lars Qvortrups indlæg om "Den kreative klasse" 12.4. Sociologen Henrik Dahl kalder det hykleri at bekymre sig om sine medmennesker; mens den svenske journalist og forfatter Göran Rosenberg mener folket kræver plads til mere individuel udfoldelse, men at solidaritet om staten og de fælles goder er en nødvendighed. Staten har gennem det 20. århundrede med Socialdemokratisk lederskab udviklet et velfærdssamfund, som af mange opfattes som omklamrende. Dog vil ingen undvære den skabte velfærd og ydelserne. Statsminister Anders Fogh Rasmussen skrev engang et liberalt manifest: fra velfærdsstat til minimalstat. I dag er han blevet klogere og har erkendt, at velfærdsamfundet er en væsentlig forudsætning for Danmarks overraskende gode konkurrenceevne. Desværre stikker hans forståelse for, hvad disse forudsætninger bygger på ikke særligt dybt, og det ulykkelige skattestop udhuler sikkert og vist velfærdsydelserne i takt med inflationen. Den borgerlige tænketank CEPOS har netop offentliggjort en rapport med nogle tal for udviklingen i beskæftigelsen og den offentlig forsørgelse siden 2001: Antallet af beskæftigede i den private sektor var faldet med 39.000; mens 16.000 flere var blevet ansat i den offentlige sektor. Samtidigt var 61.000 flere kommet på overførselsindkomst (nu ca. 1,8 mio.). CEPOS fandt disse tal rystende. Men alle ved jo, at produktivitetsstigningerne i industri og landbrug har været og stadig er så store, at stadigt færre mennesker kan og skal producere det, som en voksende befolkning skal leve af. Opgaven er derfor ikke at øge beskæftigelsen i primærproduktionserhverv eller indutrierhverv; men at fordele indtjeningen, herunder skabe stadig flere job i den private og den offentlige servicesektor. Det er job som ikke er særligt ressourceforbrugende. Samtidigt bør vi måske lære at acceptere en ringe eller slet ingen produktivitet hos en stadig større del af befolkningen! Disse mennesker må så til gengæld sikres basalt på anden vis via overførselsindkomster og gives mulighed for stadig at være en aktiv (kreativ) del af samfundet. Danskerne har efterhånden udviklet en sygelig holdning til arbejde. Vi er så rige, at øget vækst ikke giver mening – den fører ikke til øget lykke; men snarere til isolation og en angst for at miste sine goder. Vi bliver syge af at arbejde, og vi svigter os selv, børnene og de ældre. Ifølge statistikker over stress-relaterede sygdomme, tyder tallene på, at 15-20 pct. af arbejdsstyrken risikerer at komme til at lægge brak i lange periode, hvis ikke stilen lægges om. Hvad vil det ikke koste? Der er noget alvorligt galt. Det er holdningen til uproduktivt arbejde, at den offentlige sektor er lagt for had, og at folk uden arbejde er lagt for had. Kan vi så lære at fordele samfundsindtjeningen bedre uden at marginalisere modtagerne, og kan vi lære at mindske efterspørgslen, f.eks. ved at flere borgere har og vil acceptere en mindre købekraft? Et lavere forbrug vil begrænse den nuværende uacceptable forurening og eutrofieringen af vore fjorde og have. Relativt billigere arbejdskraft og høj skat på ressourcer og energi vil fremme genbrug af produkter og recycling af ressourcerne. Vedvarende energi skal samtidig tegne en langt større del af energi-forbruget, hvis menneskeheden skal blive ved med at vokse på jorden. Hvordan klarer vi udfordringen om både at mindske væksten materielt, reducere ressourceforbruget og energiforbruget med en faktor 10 i den vestlige verden og vise solidaritet med os selv og hinanden samt resten af klodens befolkning? Jeg kender kun et svar: borgerløn. Borgerløn kan enkelt indføres i Danmark i dag, hvor praktisk taget alle borgere selv tjener deres løn eller får en overførsels-indkomst. Det er bare en anden måde at gøre det på. Vel at mærke en måde: som ikke stigmatiserer modtagerne (os alle sammen), dels giver frit valg til den enkelte til at vælge sin livsbane uden statslig krav om aktivering, dels sparer store administrative ressourcer i den offentlige sektor til andre vigtige opgaver eller blot til mere fritid, og dels sikrer, at det altid kan betale sig at arbejde for at supplere indtægten fra borgerlønnen. Borgerløn skal fortrinsvis financieres ved øgede skatter på råstoffer og jord og samfundsskabte jordværdistigninger som følge af gunstig beliggenhed og landbrugssubsidier. Desuden skal der ske en stærkt øget beskatning på fossile brændstoffer. Borgerløn har den styrke, at den kan forsvares ud fra såvel liberale som socialistiske grundholdninger. Så hvorfor indfører vi ikke bare borgerløn?