Hvorfor ikke lade mindre kriminelle afsone hjemme?

STRAF:Der er noget galt i vores retssystem. Et godt eksempel på dette er Kurt Thorsen (KT). KT har begået noget som ikke er i overensstemmelse med de danske love. Og det skal han selvfølgelig straffes for. Til gengæld er der ikke noget, der tyder på, at KT er en voldelig forbryder. Han kunne formentlig ikke drømme om, at gøre vold på hverken mennesker eller dyr. Vi har også erfaret, at KT er en mand, der forstår at sætte noget i gang. Han virker med andre ord inspirererende og ihærdig. Dette burde samfundet udnytte, i stedet for spærrer man ham inde sammen med voldelige forbrydere, der overfalder og mishandler ham. Det er desuden almindelig kendt, at der bag fængslernes mure er såkaldte "stærke fanger", som fængselspersonalet er bange for og som de gerne vil holde sig gode venner med. Ydermere er fængslerne propfyldte og der er endda venteliste for afsonerne. Godt nok taler flere politikere om, at der skal bygges nye fængsler, men nye fængsler er langt fra gratis. De koster mange millioner af kroner at bygge, og det koster endnu mere at drive dem. Selv nye fængsler skal vedligeholdes, der skal ansættes fængselsbetjente, en direktør for hvert fængsel og et antal mellemledere. Desuden vil det helt sikkert også udløse nogle stillinger centralt i Kriminalforsorgen. Der findes en bedre løsning. For flere år siden fremsatte Fremskridtspartiet et lovforslag om, at mindre farlige kriminelle skulle kunne afsone i hjemmet. Metoden er kendt fra bl.a. USA og Sverige. Den indsatte får et elektronisk armbånd på, der giver alarm til politiet, hvis vedkommende forlader huset. Det betyder, at behovet for flere fængselsceller falder, driftsudgifterne er minimale for det offentlige, for der er ingen vedligeholdelse, ingen fængselsbetjente, ingen mad m.m. Det medfører desuden, at det mindsker antallet af personer, der bliver narkomaner som følge af et fængselsophold. Overfaldet på KT medfører formentlig, at de pågældende får en tillægsstraf, men det gør jo blot køen til cellerne endnu længere. Det er endog muligt, at fængselsvæsenet kommer af med en erstatning til KT, fordi de ikke har passet ordentligt på fangeme. Det vil være endnu en udift for det offentlige. Justitsministeren burde give fængselsledelserne en opsang. De skal være mere opmærksomme på, hvad der foregår. Det gælder også den store indsmugling af narkotika i de danske fængsler. Jeg forstår simpelthen ikke, at man tillader det. Der er nok flere ting, der bør hankes op i inden for fængselsvæsnet. For det lader til, at mange af de der bliver løsladt ofte hurtigt søger tilbage til fængslet igen. Jeg læste om en ung mand, der havde et indgående kendskab til vore fængsler. Han stod atter i retten. Her tilbød dommeren ham, at han kunne vælge mellem samfundstjeneste og en fængselsstraf. Hans svar var, at samfundstjeneste skulle han absolut ikke have. Så hellere fængsel