Hvorfor ødelægge fællesskab?

Jeg så engang en film, hvor hovedpersonen, hver gang han havde problemer, lukkede øjnene, holdt hænderne for ørerne og sang højt. Så var problemerne lukket ude, men verden ændrede sig ikke. Når han igen åbnede øjnene, var problemerne de samme.

Jeg mindes filmen i disse dage. Et SF-folketingsmedlem har tosset rundt i fattigdomsdiskussionen. Hun viste en "ikke-fattig" som eksempel på en "fattig". Alle diskuterer nu det eksempel. Man kan sagtens håne den pågældende MF'er og eksemplet, men det forsvinder de fattige i Danmark altså ikke af. De er der stadigvæk. Husk nu, hvordan det hele startede. Folketingsmedlem Joachim B. Olsen var ved at "brække" sig over påstanden om fattige i Danmark. Han sammenlignede med fattigdom i Afrika og Asien og mente, at vi slet ikke har fattige i vort land. Det er en lidt underlig argumentation. Den minder mig om en påstand, man kan høre i udlændingedebatten: "De skal ikke have lov at gå med tørklæde i Danmark, når vi ikke må gå med kors i Saudi-Arabien", hedder det af og til. Undskyld, jeg spørger. Hvad kommer det mig ved, hvad man må i Saudi-Arabien? Jeg bor ikke der og jeg er ikke enig i en religiøs intolerance. Hvorfor skal jeg så indføre de normer i Danmark? Det samme på fattigdomsområdet: Ja, der er ubeskrivelig fattige mennesker i en række lande i Afrika, Asien og Sydamerika. Men hvorfor skal vi sammenlignes med dem? Debatten går skævt, fordi Joachim B. Olsen sammenligner forhold i andre lande med vore uden at se det i sammenhæng. Der er jo kommet adskillige fattigdomsrapporter i Danmark, der dokumenterer, at der findes fattige mennesker i vort land - efter danske forhold. Der findes en gruppe, der hutler sig igennem for ingenting. Det er én gruppe. Men den største gruppe fattige mennesker er den, der på grund af økonomien kommer mere og mere i isolation. Den familie, der ikke har råd til at give julegaver, lade sine børn deltage i skoleudflugten eller være medlem af en sportsklub. Gruppen kan nok lige få dagen og vejen til at løbe rundt. Men der skal spinkes og spares på en måde, så det dels er umuligt at klare en pludselig opstået situation, det være materiel eller sygdomsmæssigt. Dels ikke kan sikre, at bl.a. børnene bliver en del af fællesskabet. Joachim Olsen har ret i, at en sammenligning mellem den familie og en handikappet i Nepal, der på grund af sygdommen er udelukket fra samfundet og må tigge i gaderne, vil falde ud til danskernes fordel. Men det er ikke en rimelig sammenligning med de ønsker vi har til vort samfund og det niveau, vi i Danmark mener mennesker skal leve på? Nu ved jeg jo godt, at Joachim B. Olsen ønsker et helt andet samfund end jeg. Han vil have skatten ned på 20 pct.. Skal man nå det mål. er man naturligvis nødt til at skære bl.a. i støtten til udsatte mennesker. Så er det jo en god start at lukke øjnene og sætte hænderne for ørerne for derefter at påstå, disse mennesker slet ikke eksisterer. Men helt ærligt: Det samfund tror jeg ikke på. Senest har Joachim B. Olsen har udtalt, at et samfund, hvor de fleste mennesker betaler det meste af deres indkomst i skat, bryder sammen. Påstanden er efter min mening forkert. I 1988 lavede Ministeriet for Økonomisk Samordning en rapport, der viste, at langt de fleste danskere i et livsforløb får langt mere fra det offentlige, end de betaler i skat og afgifter. Jeg tvivler på, at det forhold har ændret sig. Skatteudviklingen siden kan i hvert fald ikke begrunde det. Skatteprocenten er jo faldet. Men her er vi faktisk ved den anden grundlæggende diskussion: Skal vi have et samfund, der bygger på fællesskab - eller et samfund, der bygger på egoisme? Jeg ønsker det første - Joachim B. åbenbart det sidste. Man kan sagtens spørge: Hvorfor skal jeg betale til plejehjem, for jeg er jo ikke gammel. Hvorfor skal jeg betale til skoler og daginstitutioner, for jeg har ingen børn? Hvorfor skal jeg betale til sygehuse, for jeg er ikke syg? Hvorfor skal jeg betale til motorveje, for jeg har ikke bil? Hvorfor skal jeg betale til tog, for jeg kører altid bil osv.osv? Men det er jo netop her, forskellen mellem et solidarisk samfund og et egoistisk "ikke - samfund" er. Gennem skatten får vi en række fælles ydelser og en tryghed i uforudsete situationer, vi ikke ville få i egoist samfundet. Og er det så så galt? De nordiske lande har alle en høj skat - men de er alle i top, når listen over verdens rigeste og mest velfungerende lande opgøres. En af grundene er, at vi har god infrastruktur og en dygtig og effektiv offentlig sektor. Det nyder både borgere og virksomheder godt af. Når der så laves internationale undersøgelser om menneskers opfattelse af eget liv, topper danskerne altid. Vi opfatter os som Verdens lykkeligste mennesker. Alt det selvom vi betaler en høj skat. Hvorfor skal vi ødelægge det? Der er brug for fællesskabet. Der er mennesker, der har brug for støtte i vort samfund. Der er grupper, der lever på en måde, vi ikke kan være bekendt i vort samfund. Men hvis vi løfter i fællesskab, så klarer vi også det. Men det kræver, at vi stadig har balancen mellem fællesskab og det enkelte menneske. Det skal ikke ødelægges fordi man mener, man her og nu kan score en politisk og økonomisk gevinst. Niveauet i Danmark skal ikke sammenlignes med de fattigste landes i Verden. Vi skal have det niveau, vi som danskere finder anstændigt.