Hvorfor omklamre eleverne?

DAGSVÆRK:Rasmus Prehns synspunkter (11.5.) om gymnasieelevernes Operation Dagsværk (OD) overrasker ikke. De er syet af samme stof som hans talrige andre kulturradikalt-socialistiske indlæg, men når han skriver, at ODs indsamlingsaktiviteter er "udtryk for den næstekærlighed og det overskud i hverdagen, vi danskere normalt gerne vil bryste os af", skal det ikke stå uimodsagt. Nøgleordet er naturligvis næstekærlighed, det måske mest misbrugte og perverterede ord i vort sprog gennem de seneste 10-15 år. Og hyppigst misforståede, bør jeg nok tilføje, for danske gymnasieelever efter 1985, hvor ODs indsamlinger begyndte, har trådt deres folkeskolesko i en tid, hvor kristendomskundskab ligesom danmarkshistorie - var blevet sat i skammekrogen. Populært sagt: De gik i Ritt Bjerregaards folkeskole og er derfor selv uden større skyld i, hvis deres forestillinger om kærlighed til næsten er vage og tit munder ud i "noget med humanisme", global ansvarlighed - og "en bedre verden". OD er et typisk barn af en periode, hvor det Iykkedes den politisk korrekte elite på lærerværelserne, universitetsgangene og ikke mindst i DR at glorificere en syndflod af ligestillings- og menneskerettighedsprojekter som den nye statsreligion. Den, der bar hele den selvretfærdige stemning, som i mange år forsøgte at standse ethvert tilløb til debat om indvandringspolitikken, blandt andet ved at forfalske netop næstekærlighedsbegrebet. Rækken af projekter, råd, nævn og indsamlinger, som fødtes i perioden virker endeløs. Men hvem er det nu, der er min næste ifølge evangelisk-luthersk kristendom? Er det "de fattige i Afrika", "de undertrykte" i den ene eller anden stat på den anden side af kloden? Et proletariat, en race? Nej. Den beretning, der altid henvises til - især af folk der har gjort godhedsprogrammer til et levebrød - er jo den bibelske om samaritanen, der ikke bare går forbi en forslået mand men forbinder hans sår og hjælper ham til et herberge, hvor der sørges for ham. Kristendommen taler om "din næste", altså den enkelte, nærmeste. Der tales ikke om et program, hvor man skal frelse menneskeheden eller alverdens nødlidende men om at gøre som samaritanen, altså hjælpe den konkrete person, man tilfældigt er nærmest, hvis vedkommende er i nød. Øjeblikkets handling uden tanke for, om man er "god". I modsætning hertil står humanismen og beslægtede -ismer, der har fjernet troen på Gud og erstattet den med troen på mennesket. Denne såkaldte globale ansvarlighed, har gjort "næstekærlighed" til en del af et ideologisk program, og som følge deraf tilstræber man humanitære projekter - helst store - for andres penge. Heldigvis bremsede det seneste folketingsvalg de professionelle humanisters forsøg på at importere en betragtelig del af Mellemøsten til Danmark, men projekter må der til. For dem, der har næstekærlighed som en ide. Ofte - som i tilfældet masseindvandring - blæser man på, om projektet går ud over netop den konkrete næste, din nabo, danskeren. For humanister eller kulturradikale ideologer fatter ikke hvad kærlighed til næsten er. De tror tilsyneladende på, at det er en moralsk anvisning, og det skyldes formentlig, at de har udskiftet den kristne tros Gud med troen på det retfærdige menneske. Så højt som i indvandringsspørgsmål går bølgerne ikke i forbindelse med udviklingsbistand og hjælpearbejde, hvor der altid har været almindelig god vilje til "bare" at ville hjælpe. Imidlertid anvender de kulturradikale p.t. ofte floskelen om, at den nuværende regering og DF vil "skære voldsomt på den statslige u-landsstøtte" - Rasmus Prehn genbruger den også - i deres argumentation. Som om Danmark ikke stadig er blandt verdens mest ydende pr. indbygger? Og så påstår Prehn ydermere, at gymnasieelevernes mulighed for "på eget initiativ at hjælpe" vil blive forbudt! Vrøvl. Ingen kan forbyde gymnasieeleverne at deltage i humanitært hjælpearbejde - i deres fritid. Men det kunne måske være til diskussion, hvorvidt det skal ske som et led i undervisningen. Og om OD i al evighed bør have statstilskud til deres "næstekærligheds-projekter"? For så indfinder professionalismen sig, ligesom fraværet af frivillighed. Helt uden grund er det måske heller ikke, at OD ofte er blevet betegnet som temmelig venstredrejet? Rent ud sagt synes jeg, at Rasmus Prehns forsvar for ODs indsamlingsdag kunne smage af - om ikke ideologisk besættelse, som han beskylder regeringen for - så en kolossal skråsikkerhed i hele omklamringen af danske gymnasieelever. Jeg kunne fristes til at spørge, hvordan han definerer den næstekærlighed, han eventuelt gerne vil bryste sig af?