Hvorfor porno?

22. september 2009 06:00

TV 2 NORD: Til TV 2 Nord: Tre onsdage i træk har I i den bedste sendetid kl. 19.30 vist tre pornoindslag. Det lyder normalt: "Nu er vi her med nyheder og reportager". I vil vel ikke kalde disse pornoindslag for reportage? Der bliver nævnt, at indslag kan virke stødende og er uegnede for børn. Hvis I tror, at det vil virke stødende. hvordan kan I så være bekendt at komme ind i folks stuer med det? Hvis nu børnene har været alene hjemme og set TV 2 Nord, hvilken kattepine vil forældrene så ikke blive sat i, når børnene spørger: "Der var på et bord noget, der lignede en tissemand, der stod op. Hvad skal den bruges til? De nævnte også om en trekant. Hvad betyder det? Vi så også en, der med hænderne slog en dame i numsen, og vi så også, at hun fik smæk i numsen med noget, der lignede en fluesmækker. Hvorfor gør manden det? Gør det ikke ondt på damen? Var hun bundet, så hun ikke kunne flytte sig". Kære TV 2 Nord, tror I ikke, at det vil give børn og måske også nogle voksne en helt forkert holdning til seksualitet? Det, der skulle være intimt og rart mellem to mennesker. Gad vide om ikke langt størstedelen af jeres seere sad og krummede tæer og helst havde været disse indslag foruden. Det kunne I ikke være bekendt at sende. I skulle skamme jer!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...