EMNER

Hvorfor ramme de svageste?

Her i denne sommer oplever vi, hvordan ord som rationalisering, effektivisering og privatisering slår igennem i den offentlige sektor. Ikke kun som ord, men som gold virkelighed, og det kommer ikke de dårligt stillede til gavn, selv om disse ting altid bliver fremstillet som et rent gode for menneskeheden.

Jeg forstår altså ikke, hvordan det at privatisere og det at give markedskræfterne frit spil på nogen måde kan gavne de dårligst stillede. Det er vel i stedet sådan, at de netop er de "brikker", der smides rundt med og de "brikker", som de private skal tjene penge på. Nu kunne man have sine onde tanker om, hvorfor det offentlige skal på sultekur, som vi oplever i disse tider. Jo ringere det offentlige tilbud bliver, jo bedre banes vejen for privat fortagsomhed ... Det er jo en kendt sag, at der bliver sparet grundigt i hele den offentlige sektor sådan styk for styk, men retningen er klar nok. Når der f.eks. i den kommune, hvor jeg bor, Pandrup Kommune, tænkes på at spare et kvarters rengøring pr. 14. dag vedpensionisterne, der i forvejen ikke har tilstrækkelig med hjælp — ja, så er det altså, at jeg står måbende tilbage og ikke fatter noget af det hele! Det er ganske uværdigt at byde disse mennesker noget sådant! Men tanken er vel, at det "såkaldte frie valg" skal gøres mere virkeligt — eller hvad? At det offentlige tilbud til sidst bliver så utilstrækkeligt, at folk må ty til anden form for hjælp — altså privat hjælp... I min dagligdag møder jeg mange mennesker, der er godt trætte af det offentlige system, som de af den ene eller anden grund med dt er blevet afhængig af. Det kan skyldes sygdom som følge af arbejdsskade, hvor der i dag ikke bydes mange muligheder for at bibeholde sit arbejde. Disse mennesker føler, de "kommer i lommen på det offentlige" og bliver pludselig meget afhængige af at skulle ringe inden for ganske bestemte tider til den offentlige forvaltning og kommer de ikke igennem mellem kl. 9 og kl. 10, ja, så er chancen forspildt denne dag! Jeg hører om mange, der ringer forgæves og hører om mange, der finder, at det hele er blevet umenneskeligt og mekanisk! Mange oplever at tale til en maskine, når de ringer til en offentlig forvaltning og kan vælge mellem mange muligheder: "tryk 1 for en konkret sag", "tryk 2 for personlig betjening", tryk 3 for osv.... Det går der lang tid med og mange "står af på halvvejen" — ofte til skade for dem selv. Hvem kan overhovedet være interesseret i noget sådant? Det er jo til gene for både den offentligt ansatte og for den person, der forgæves forsøger at komme i kontakt med myndigheden. Lad mig nævne et eksempel fra min egen private verden: Min søn er gift med en pige fra Peru og skulle forleden i kontakt med Udlændingestyrelsen. Efter en ivrig trykken på knapper kom han i en venteposition, hvor han opholdt sig en time! Han er i parentes bemærket studerende og kun i besiddelse af en mobiltelefon — så det blev en ret så kostbar ventetid. Gal var han (naturligvis) også, da han endelig kom igennem til sagsbehandleren i styrelsen og måtte undskylde, at hans galde gik ud over hende. Hun tog det meget pænt og sagde, at hun efterhånden var ved at være tilpas hærdet. Men dette er endnu et eksempel på, at det "knager og brager" om end ikke i "samfundets fuger og bånd", så i hvert fald i nogle af de hårdest belastede offentlige instanser. Derfor var det vel mere fornuftigt at tilføre flere ressourcer frem for at skære ned i den offentlige sektor. Var det ikke? Lis Jensen er 51 år og var i 1994-99 medlem af Europa-parlamentet, valgt for Folkebevægelsen mod EU. På tirsdag skriver sognepræst Henrik-Bang Møller, Skagen.