Hvorfor skal det være en pine at gå til tandlæge?

AALBORG:Mor - mor han borede slet ikke. Sådan kan det lyde fra ethvert barn, der kommer fra tandlægen i fremtiden, hvis den nye opfindelse fra Aalborg slår an. For uanset, om man har huller i tænderne eller ej, så behøver tandlægen i de fleste tilfælde ikke at bore. Den opståede karies i tænderne kan fjernes med trykluft og finkornet pulver. Metoden bliver dagligt anvendt i tandlæge Ove Rasmussens klinik i Aalborg. Mens deres udsendte reporter sidder trygt og godt i venteværelset uden nerver, behandler tandlæge Ove Rasmussen efter tur tre af dagens patienter med sin opfindelse. Alle tre udtrykker stor tilfredshed med, at de hverken mærkede eller hørte tandlægeboret. Slut med mareridt Ph.d. studerende Jan Jessen lægger ikke skjul på, at han har været hunderæd for tandlægestolen. - Tidligere var dagene op til et tandlægebesøg et mareridt, forklarer Jan Jessen. Jan Jessen har fået anbefalet løsningen fra en svoger, der kun har ros over for den nye behandling. Et mindre hul i en kindtand blev overstået uden andre gener, end at Jan Jessen følte sig tør i munden. Og han så helt lettet ud efter at have rejst sig fra det næsten vandrette leje. Den næste i rækken af patienter er Susanne Vrdlovec, der ikke har nogen form for tandlægeskræk: - I dag havde jeg et lille hul i en tand – det kom faktisk bag på mig. Men det tog et øjeblik at få det klaret – uden nogen smerter. Det er rart, at det kan blive en behagelig oplevelse at besøge tandlægen. Det tror jeg, at min mand vil sætte pris på, når han skal af sted til tandlægen, forklarer Susanne Vrdlovec med en hentydning til gemalens lidt anstrengte forhold til tandlæger. Susanne Vrdlovec selv blev sandblæst i munden for første gang ved dette besøg i klinikken. Tip fra veninde Formiddagens sidste patient er efterlønner Else Petersen fra Aalborg. Hun skiftede tandlæge for halvandet år siden af forskellige årsager, men den nye metode var en medvirkende årsag til beslutningen. - Min veninde havde anbefalet denne behandling, og det er da godt, at det er blevet gjort smertefrit at få klaret en simpel tandfyldning. Bare det, at denne løsning kan fjerne alle de mere eller mindre gode undskyldninger for ikke at gå til tandlæge, det er da en god ting, fastslår hun.