Hvorfor straffe danske fiskere?
Der er alt for stor forskel på, hvordan regler for fiskere håndteres i EU, mener konservative politikere
Opdateret kl. 10:45
Af Per Larsen,folketingsmedlem (K), 9800 Hjørring, per.larsen@ft.dkog Pernille Weiss,medlem (K) af Europa-Parlamentet, København K, pernille.weiss@europarl.europa.eu
Forestil dig, at du kører på landevejen. Forude er der en fartkontrol. Og uanset hvor stærkt du kører, får du en bøde, fordi måleren ikke virker ordentligt.
Det vil være rigtig træls.
Men sådan er livet faktisk for mange af vores danske fiskere. Selvom reglerne er de samme for alle fiskere i Europa, er der meget stor forskel på, hvordan de bliver håndhævet.
Det er nemlig op til hvert enkelt land at implementere og efterleve de regler, der er blevet vedtaget af EU.
Her er det tydeligt, at Danmark har en noget mere hårdhændet tilgang end andre lande. Selvom det kunne ligne det, er statistikkerne ikke gået i fisk. Nej, tallene, der kommer fra en EU-rapport fra 2020, taler for sig selv. Danmark bliver kun overgået af fiskerne i Spanien og Italien, når det kommer til andelen af registrerede overtrædelser og udstedte bøder. I 2014-19 er der i Danmark i alt blevet udstedt 804 bøder eller andre økonomiske sanktioner. Til sammenligning er der i samme periode i Frankrig registeret 425.
Overtrædelserne kan være alt fra, at man ikke oplyser hvor man har fanget sine fisk til, at der er lavet et fejlskøn på, hvor mange fisk der er fanget. Men det kan også være for ikke helt præcist at kunne sige, hvornår man er tilbage i havn igen.
Tilmeld dig Nordjyskes debatnyhedsbrev her
Tallene er ikke et udtryk for, at danske fiskere er mere lovløse end andre fiskere. Nej, det er mennesker, der simpelthen bare går på arbejde og passer deres erhverv. Rapporten konkluderer nemlig, at der er meget stor forskel på, hvordan de enkelte lande sanktionerer ved en overtrædelse, og at reglerne rundt omkring ikke er formuleret tydeligt nok.
I EU arbejdes der med et pointsystem, hvor forskellige overtrædelser giver et strafpoint. Lidt ligesom vi kender det med klip i kørekortet. Hvis en fisker opnår 18 point, vil fiskerilicensen blive inddraget i to måneder. Jo flere point, des større bliver straffen.
I Danmark er det sket otte gange, at en licens er blevet inddraget. Det er kun overgået af Italien.
Helt konkret betyder det, at danske fiskere bliver straffet langt hårdere end deres europæiske kolleger. Derfor er der noget der tyder på, at vi i Danmark er alt for nidkære og tilsyneladende også bruger kontrolmetoder, som er over kanten af fornemmelse for retfærdighed, når vi kontrollerer de danske fiskere. Det bryder vi os ganske enkelt ikke om.
Selvfølgelig skal der kontrolleres - for der er brodne kar. Det er der i alle brancher. Og hvis vi skal af med dem, skal der være kontrol. Men der skal ryddes op, så alle fiskere i hele EU er lige stillet i respekt for loven og det indre marked. Det burde være lige til.
Til trods for at Danmark i EU-rapporten fra sidste år fik anbefalet harmonisere reglerne og gøre dem simplere, er der stadig problemer med, at vi overimplementerer dem. Det er da torskedumt! Også fordi det gør jobbet surt for kontrollørerne fra Fiskeristyrelsen, der også bare passer deres arbejde. Derfor vil vi nu gå sammen om at stille en net af spørgsmål til Europa-Kommissionen, så vi kan få ryddet op i det, der lige nu ligner enten dansk overimplementering eller europæisk roderi!
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.