Hvorfor straffe danskere?

Jeg er efterhånden ved at være godt gal over diskussionen angående de danske familiesammenføringsregler. Der diskuteres konstant, hvorvidt reglerne overtræder de europæiske menneskerettigheder.

For mig at se er der da ingen tvivl. Selvfølgelig overtrædes menneskerettighederne. Danske statsborgere under 24 år kan ikke få sin ægtefælle med til Danmark. Sådan er det bare. Uden at tage hensyn til den enkelte dansker eller situationen. Synd for dig, hvis du forelsker dig i en udlænding. Vi har jo en lov, der siger, at når man er fyldt 18 år, kan man blive gift. Men hvis du er under 24 år, skal det være med en dansk statsborger, hvis du vil bo i Danmark - det er da diskrimination, der vil noget! Det er for så vidt jo også godt nok, at der bliver sat en grænse på et eller andet sted, for vi kan jo ikke have små børn til at indgå ægteskaber. Grundlaget for et ægteskab er vel for langt de flestes vedkommende kærlighed. Jeg forstår så bare ikke, hvorfor grænsen for ægteskab mellem danske statsborgere og udlændinge skal være anderledes. Mener regeringen dermed, at kærlighed til en udlænding først kan mærkes som 24-årig? Jeg mødte min mand som 19-årig, og jeg har da aldrig været i tvivl om min kærlighed til ham. Jeg forstår i hvert fald ikke, hvorfor regeringen skal være med til at bestemme, hvem vi skal giftes med. Ordsproget "kærlighed har ingen alder" findes nok ikke i Bertel Haarders univers. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg fandt min mand, før reglerne blev indført, for ellers havde jeg ikke været i stand til at få min mand med til Danmark før for ganske nylig. Jeg er lige fyldt 25 år og har to børn med min mand, som er kurder fra Tyrkiet, og vi har netop fejret 5 års bryllupsdag. Vi mødtes i London, hvor jeg var taget til sammen med to veninder for at lære sproget efter at have afsluttet HHX. Det var meningen, at vi skulle være der i et års tid, men for mit vedkommende blev det til to. Skæbnen ville, at jeg fik arbejde i den samme restaurant, som min mand var ansat i, og 9 måneder efter (juli 1999) blev vi gift. Inden vi blev gift havde jeg sat som krav, at vil skulle bo i Danmark, for jeg ville ikke være væk fra min familie resten af mit liv. På det tidspunkt var jeg lige fyldt 20 år og min mand 23 år. I august 2000 kom vi til Danmark, og i maj 2001 fødte jeg vores søn. For tre måneder siden fik vi en datter, som jeg er på barselsorlov med, men jeg regner med at vende tilbage til mine studier til næste år. Min mand har lige åbnet sin egen butik. Hvis reglerne havde været indført på det tidspunkt vores søn blev født, skulle vores søn have undværet sin mormor og resten af min familie, indtil jeg var fyldt 24 år. Højst sandsynligt ville min søn derfor ikke have haft noget forhold til min familie, da de jo ikke ville kunne se hinanden særlig tit. Hvis det ikke er en menneskerettighed at være sammen med sin familie, så ved jeg ikke, hvad er. Heldigvis fandt vi hinanden før lovændringerne trådte i kraft, og jeg føler virkelig med de par, som er i samme situation, som vi var, men som ikke kan komme hjem til Danmark. I forvejen skal udlændinge kæmpe med arbejdsløshed og racisme, så regeringen har da virkelig formået at få udlændinge til at føle sig uvelkomne. En ting, der i hvert fald er sikkert, at regeringen får ud af disse regler, er, at nogle unge mennesker må vente, til de bliver 24 år med at komme hjem for at studere videre og arbejde. Måske vender de aldrig hjem, fordi de falder så godt til i det land, hvor de har mødt ægtefællen og beslutter sig for at blive der. Hvis de vender hjem, får de færre år på det danske arbejdsmarked og har betalt mindre i skat, når regnskabet skal gøres op i den sidste ende. Ægtefællen er jo også blevet de år ældre, inden han eller hun kan påbegynde integrationen i det danske samfund, og det er jo et videnskabeligt faktum, at jo ældre man er, des sværere er det, at lære nye sprog. Derudover har jeg slet ikke nævnt, at det nok er de færreste unge, der har de godt 50.000 kr, som regeringen kræver som bankgaranti for at få sin ægtefælle til Danmark. Det vil altså sige, at man tvinger de unge til at stifte gæld, og derfor måske slet ikke har råd til at studere og ender i ufaglærte job. Alt dette sker i en tid, hvor regeringen skriger på ung arbejdskraft og bekymrer sig om, at der bliver flere og flere ældre i Danmark. Dette taget i betragtning er det da fuldstændig ulogisk at forhindre disse unge mennesker i at vende hjem. Til slut vil jeg sige, at selvfølgelig er jeg også imod tvangsægteskaber, og jeg forstår godt, at regeringen vil forhindre tvangsægteskaber, men det må da kunne gøres på en anden måde end ved at straffe danske statsborgere, som bare vil være sammen med dem, de elsker.