Hvorfor tør ingen gribe ind?

Det virker på mig som mangel på respekt for det enkelte individ, den nedladende og respektløse måde, vi behandler eller undlader at behandle vores medmennesker med alkoholproblemer.

Jeg har gentagne gange rettet henvendelse til en række embedsmænd og politikere, samt aviser og ugeblade, ... men ingen tør gøre noget ved problemstillingen. Tilsyneladende er det en "varm kartoffel" som ingen tør tale om, men som vi alle sammen ved er en del af vores samfund. Det faktum at der dagligt årets 365 dage dør 20 mennesker om dagen, iflg. forskningsprofessor med speciale i alkohol Morten Grønbæk. Samt det faktum, at verdenssundhedsorganisationen WHO allerede i 1958, for næsten 50 år siden, på lige fod med andre sygdomme,anerkendte alkoholisme, som en sygdom. I Danmark behandles alkoholisme ikke som sygdom, fra det offentliges side. Vi har i Danmark valgt som strudsen at stikke hovedet i sandet og dermed bilde os selv ind, at problemet er forsvundet. Et andet overset faktum, er,efter min mening det samfundsskadelige aspekt, hvormed vi opfostrer vore børn til tabere og unge mennesker der viderebringer det dysfunktionelle familiemønster i deres respektive liv som en familie, hvor et af medlemmerne lider af alkoholisme, uvægerligt påfører børnene i familien. Desuden er alkoholismen et meget omkostningstungt problem for det danske samfund, sygdom og fravær fra arbejde, nedsat arbejdsevne, skilsmisser og opløste familier koster det danske samfund et beløb svarende til prisen for en ny storebæltsbro ... vel at mærke hvert år! I et samfund som det danske, kan vi efter min mening ikke være denne mangel på respekt for vore medmennesker bekendt. Der findes en behandlingsmulighed for denne sygdom, men en af årsagerne til, at ingen tør gribe ind, og effektivt bekæmpe denne sygdom, tror jeg er, at en del af vores kongehus, vores ansvarlige politikere og embedsmænd, personligt er berørt af denne sygdom - direkte eller indirekte. De af os, der så Danmarks Radios tv-serie "Krøniken", så et klart eksempel på det omtalte, når J.O.Krag og Hækkerup var "fraværende" i flere dage i træk. Her taler jeg om folkevalgte politikere der på et tidspunkt var med til at styre Danmark. Der findes på nuværende tidspunkt en effektiv behandlingsgaranti for narkomaner, Regering og folketing har nu fremsat et ønske om, at alkoholikere også skulle have denne "garanti", men jeg vil tillade mig at stille det spørgsmål til landets ansvarlige politikere. Hvor effektiv er denne "garanti"? Hvor mange skal dø af sygdommen, inden vi i et af verdens rigeste lande tør gribe effektivt ind og lade vore medmennesker selv træffe et valg om hvilken behandlingsform de ønsker for deres sygdom? Hvorfra denne indsigt og denne viden? Jo, jeg er personligt ramt af denne sygdom, men har fundet en vej til at bekæmpe denne sygdom, i 1988 var jeg i en Minnesotabehandling og har fået et godt nyt liv foræret ved at følge de enkle leveregler, som jeg dengang lærte. Siden da, har jeg haft den glæde at hjælpe mange andre mennesker på vej via den samme form for behandling.