Hvorfor tør VK ikke?

Til trods for at både arbejdsmarkedskommissionen, vismændene og DI alle er enige om, at der skal justeres på efterlønnen, udviser Anders Fogh og hans beskæftigelsesminister fortsat en ufattelig berøringsangst i forhold til en justering af efterlønsordningen.

Ældreforhold 6. oktober 2008 06:00

Arbejdsmarkedskommissionen har foreslået regeringen at gennemføre reformer på arbejdsmarkedet, der kan få danskerne til at arbejde mere, og herunder motivere den nuværende arbejdsstyrke til at blive længere på arbejdsmarkedet. Med velfærdsforliget, der blev vedtaget i 2006, rykkes efterlønnen om 11 år gradvist frem, så efterlønsalderen fra 2022 er fra 62 til 67 år. I den mellemliggende periode falder arbejdsstyrken støt, hvis der ikke justeres på bl.a. efterlønsordningen. Jeg kan ikke forstå, at regeringen kan gennemføre lovgivning, der først træder i kraft om 11 år og så tro, at der ikke er behov for justeringer undervejs. Tænk hvis den samme reaktionstid og vedholdende stædighed gjorde sig gældende i forhold til den nuværende bankkrise! I FRIE Funktionærer har vi gang på gang foreslået beskæftigelsesministeren at tage hul på justeringer af efterlønnen og gøre den mere fleksibel. Hvorfor ikke allerede nu tage forskud på velfærdsforligets fremrykning af efterlønsalderen til 62 år og samtidig gøre ordningen mere fleksibel? FRIE Funktionærer foreslår, at reglen om, at efterlønsperioden kun kan placeres i en sammenhængende 5 års periode afskaffes. Giv i stedet seniorerne mulighed for at placere de fem års efterløn over en 10 års periode. På den måde kan man fx vente med at gå på efterløn som 64-årig og være på efterløn til man fylder 69 år – og først herefter gå over i folkepensionisternes rækker. Det er simpelthen for dårligt, at regeringen stikker hovedet i busken og ikke vil diskutere den fleksible efterløn, som kun kunne være en fordel for samfundet, og et aktiv for den enkelte. Det er jo ikke en tvangsordning. De, som ønsker at gå på efterløn som 62-årige, kan jo stadig gøre det. Det, som vi i FRIE Funktionærer foreslår, er jo blot FRIHEDEN til at vælge at blive på arbejdsmarkedet længere uden at tabe rettigheden til efterløn på et senere tidspunkt. På den måde får samfundet mere arbejdskraft her og nu – og den enkelte får med udsigten til ikke at miste retten til at få efterløn, selvom man er fyldt 67 år, et incitament til lægge nogle ekstra år på arbejdsmarkedet. Det ærgrer mig, at beskæftigelsesministeren ikke seriøst vil overveje og diskutere vores forslag, som jeg vil betegne som fordelagtigt for alle parter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...