Hvorfor Tornhøjparken?

Det er ikke første gang, at villaerne i Aalborg Øst havde havudsigt

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

I går havde en del af husejerne i Tornhøjparken besøg af forsikringsselskaberne. Her er det Thomas Knudsen, der viser vandskader frem for cheftaksator Henning Rasmussen fra Topdanmark. Foto: Peter Langkilde

AALBORG:Blandt de vådeste områder i tirsdags var Tornhøjparken i Aalborg Øst. Villakvarteret var også oversvømmet i 1996. Dengang installerede man en pumpestation på stedet og kontraklapventiler, der sikrer, at det vand, som allerede er pumpet over i et bassin ikke løber tilbage i villakvarteret. Men denne gang var det ikke nok. I Tornhøjparken er kloakkerne og pumpestationen garderet til at klare 60 millimeter regn, men regnmængden var denne gang væsentlig større. - Kontraklapperne fungerede optimalt, og det gjorde pumperne også. Men det var ikke nok denne gang, siger kloakforsyningschef Bjarne Nielsen. Da Tornhøjparken er et lavtliggende kvarter samledes alt vandet fra de omkringliggende områder sig ved villakvarteret og blev derefter som gejsere skudt op af kloakkerne på vejene, i haverne og i husene, som et resultat af et underdimensioneret kloaksystem. Kloakforsyningschefen fortæller, at kloaksystemet i Tornhøjparken er tostrenget. Det vil sige, at regn- og spildevand er adskilt i hvert sit kloaksystem. - Regnvandssystemet kom under voldsomt pres, og pumperne kunne ikke nå at pumpe vandet væk med samme fart, som vandet kom op af kloakkerne, forklarer kloakforsyningschefen. Han forventer, at kommunen skrider ind og garderer sig mod en regnmængde af samme kaliber til en anden gang. - Problemet løses formentlig med, at vi sætter flere pumper ud i Tornhøjparken, gisner Bjarne Nielsen.