Hvorfor være så arrogant?

Hvis vi oprigtigt ønsker at bekæmpe fattigdom og bryde social arv, er vi nødt til at se, hvor der er størst mulighed for påvirkning.

Mit bud er folkeskolen, som stadig er gratis. Her kan vi sikre at nå flest. Det er ikke alle børn, der går i SFO eller benytter fritidstilbud. Jeg vil også stille spørgsmålstegn ved, om frivillige i en idrætsforening skal påtage sig ansvaret for at inddrage forældre i dialog om sidste ny viden og råd om omsorg og opdragelse, herunder alkoholdebut? Men der kan være noget om, at en lærer ikke skal bruge sin tid på at lege socialpædagog, det skal lærerne lade pædagogerne om. Derfor ville det være en rigtig god idé, hvis kommunerne ansatte en større vifte af faggrupper, som en naturlig del af folkeskolens hverdag: pædagoger, socialrådgivere syge/sundhedsplejersker og fysioterapeuter hvis vi ønsker en rummelig folkeskole, og ønsker at tage FN handicapkonventionen seriøst. Vi kan forhåbentlig, uanset politisk observans, være enige om, at forældrene skal med på banen, for at barnets uddannelse til livet skal lykkes. Nogle af os har bare ikke de samme forudsætninger som andre. Nogle af os har ikke det netværk, der kan rykke den afgørende vej. Nogle ved simpelthen ikke, hvad der er grundlæggende vigtigt for et barns læring og sundhed. Nogle af os ved ikke, hvordan vi får overskuddet til at sørge for dagens madpakke, eller bakke op om skolens (utydelige) meldinger. Rigtig mange læser ikke avis, hvis vi overhovedet kan læse. Det lyder flot på tv at høre, at skolen bare skal have ro til at undervise, og at hvis bare læreruddannelsen bliver femårig, så… Det har børnene ganske enkelt ikke tid til at vente på. Lærernes fagforening må på banen og fjerne tåbelig minuttælleri, som ville give skolen et mere menneskeligt ansigt til gavn for børn med særlige behov. Ledelsen på skolerne må sørge for løbende efteruddannelse af lærerne, som indtil videre må kunne bestå i, at de dygtige lærer fra sig til de mindre dygtige. Hvorfor ikke udnytte skolernes mange lukkedage til disse aktiviteter? Hvorfor ikke sikre en god og sammenhængende dag for alle børn, med længere skoledag med masser af muligheder for udfoldelse af det hele menneske uafhængig af forældrenes økonomiske og praktiske formåen? En hel del af os bor i byer, som ikke har samme store udbud af fritidsaktiviteter som de større byer, og den udsultede kollektive trafik, er desværre mere i afvikling end i udvikling. Ingen af jer, som læser avis, har godt job og bil, bor godt, har godt netværk, er sunde og raske, og som i øvrigt har afstand til social og eller økonomisk fattigdom, ingen af Jer skal være i tvivl om, at alle forældre ønsker det bedste for vores børn. Nogle af os ved bare ikke, hvordan vi skaber det, eller har mulighederne. At være socialt udsat kan ramme børn i alle lag, når forældrene enten intet job har/har for mange arbejdstimer, når forældrene er afhængige af alkohol eller lignende, overgreb, vold og sygdom eller handicap i barnets nære omgivelser. I kunne starte med at spørge os, som I taler om, hvilke bud vi har for at sikre barnets og familiens gode liv. Elevplaner og underskrevne kontrakter giver ingen mening, hvis vi ikke inkluderes eller har mulighed for at bidrage ud fra vores virkelighed. Mange af os ønsker brændende, at vores børn skal bryde den sociale arv, at de skal føle den samme ret til frit valg af uddannelse og aktiv demokratisk deltagelse i samfundet som Jeres børn. At de må få den frihed, som følger med økonomisk uafhængighed. Derfor gør det ondt at høre politikere kalde Statens Uddannelsesstøtte til vores hjemmeboende børn, for cafépenge. Kan I ikke bare bede jeres børn om at undlade at søge denne støtte, hvis de ikke har behovet? Det er ydmygende, når politikere lader prisen for togkortet stige med flere hundrede kroner om måneden, når vores unge skal til deres udannelsessted. Jeg er flov over, at I, som burde være de kloge, ikke ved bedre om, hvad det er at være fattig eller socialt udsat. I forstår ikke, at den sociale eksklusion er det værste mennesker kan udsættes for, uanset hvilken hudfarve, handicap, sociale status vi har. I forstår ikke, at der er grænser for hvor lidt man kan leve for, for I har forhåbentlig og heldigvis for det, aldrig prøvet det. I forstår ikke helt ind i hjertet hvad det betyder, ikke at have samme muligheder som de fleste, for så var mange af Jer langt mere solidariske i hverdagen uanset hvilket parti I tilhører eller stemmer på. Solidaritet eller næstekærlighed om du vil, handler ikke kun om penge, men også om respekt og om at ville dele lidt af sin tid, sin omsorg, sin viden med andre. For mig er det ikke interessant om du er blå eller rød, men om du har hjertet det rigtige sted, og om du gør dig umage med at bidrage så godt du kan til fælleskassen og fællesskabet. Tak til undervisningsministeren for at ønske klare mål for folkeskolen, først når vi ved hvad der forventes, kan vi forældre stille spørgsmål og bidrage efter evne. Jeg ønsker jer alle en rigtig god og glædelig jul, med et særligt ønske om, at I politikere i regering og kommuner sætter jer sammen og arbejder seriøst uden arrogance over for jeres kollegaer eller forfængelig hensyntagen stemmetal, men med oprigtigt fælles ønske og mål om at ALLE som bor i dette land har fortjent et godt, værdigt og meningsfuldt liv.