Redningsvæsen

Hvorfor vil de ikke hente mig?

Anja Jensen ligger på et hårdt gulv, hun har ondt, og så fryser hun. Frustrationerne er ved at overmande hende

21-årige Anja Jensen skal gå med armen i gips i tre uger. Smerterne er der stadig, men hun glemmer aldrig, hvordan det var at ligge på et koldt gulv i Østermarkhallen i to timer, inden hjælpen kom.  Foto Michael Koch

21-årige Anja Jensen skal gå med armen i gips i tre uger. Smerterne er der stadig, men hun glemmer aldrig, hvordan det var at ligge på et koldt gulv i Østermarkhallen i to timer, inden hjælpen kom. Foto Michael Koch

AARS:21-årige Anja Jensen er i angreb, da hun bliver revet omkuld og falder ned på sin højre arm. Hun har knapt ramt gulvet før modspilleren også lander oven på hende. Albuen bliver revet helt af led, og der er ingen tvivl om, at skadestuen er næste stop. Men selvom håndboldkampen fik en brat afslutning for Anja Jensen, så blev efterspillet langt - og smertefyldt. - Jeg vidste med det samme, at der var noget helt galt. Jeg hørte, at der blev ringet efter en ambulance, og jeg tænkte, at jeg bare skulle ligge her i et kvarter, siger Anja Jensen der dog kom til at ligge på gulvet i Østermarkhallen i halvanden time. I mellemtiden havde stævneleder Per Farsinsen fra Aars HK forgæves forsøgt at få både Falck og alarmcentralen til at sende en ambulance. Men Falck ville kun sende en taxa - og alarmcentralen mente ikke, at der var behov for en ambulance. - Da jeg hørte, det var en taxa, de havde sendt, tænkte jeg, at nu må de holde op. Jeg kunne jo ikke bevæge mig. Jeg ville have skreget mig selv ihjel, hvis de havde slæbt mig ind i den taxa, siger Anja Jensen. Følte sig hjælpeløs På trods af kraftige smerter, så overvejede Anja Jensen aldrig selv at forsøge at komme på skadestuen. - Jeg kunne simpelthen ikke rejse mig. Det er da klart, at kunne jeg bare have sat mig ind i en bil og kørt, så havde jeg da gjort det. Det havde da været hurtigere, siger hun. I stedet måtte hun ligge på gulvet, hvor de tilstedeværende forsøgte at gøre alt for at lindre smerten. - Men jeg har nok ikke været rar at være i nærheden af. Jeg havde meget ondt, jeg lå på et hårdt gulv, og så frøs jeg. Og så er det altså lang tid at ligge i halvanden time, fortæller hun. Frustrationerne blev da ikke mindre af, at Anja Jensen kunne høre, at ønsket om en ambulance blev afvist gang på gang. - Hvorfor vil de ikke hente mig?, tænkte jeg. Jeg var bare så frustreret, siger hun. Den rigtige beslutning Beslutning om ikke at flytte på Anja Jensen var også den rigtige. Det var den besked hun fik, da Falckredderne endelig kom. - Falckredderne fortalte, at det var godt, at jeg ikke var blevet flyttet, fordi det kunne have skadet meget mere end blot min arm, siger Anja Jensen og tilføjer: - Det er jo frygteligt, at man kan nægte at sende en ambulance. Hvem ringer efter en ambulance, hvis der ikke er brug for det? Den skadede albue var da også så alvorlig, at Anja Jensen måtte i fuld narkose, så lægerne på skadestuen kunne sætte den på plads. Smerterne er der endnu Og Anja Jensen har stadig smerter i armen. Hun tager smertestillende medicin morgen og aften, og hun er også blevet sygemeldt fra sit arbejde. Men humøret er vendt tilbage. - Sket er jo sket for mit vedkommende, men jeg håber virkelig ikke, at andre skal opleve noget lignende, siger den 21-årige der ikke glemmer episoden lige med det samme. - Episoden vil nok altid ligge i baghovedet. Hvis jeg kommer til skade en anden gang, siger hun. Anja Jensen skal gå med armen i gips i tre uger, og derefter skal der en genoptræning til, før hun overhovedet kan tænke på håndbold igen.