EMNER

Hvorfor?

NORDJYSK DRUK: Danske unge har en sørgelig Europa-rekord i druk. Hvert år dør tre-fire unge danskere p.g.a. af overdrevent alkoholforbrug, og 3000 ryger på hospitalet. Det viser en netop offentliggjort rapport fra Sundhedsstyrelsen. Tallene er dybt chokerende og fuldstændigt uacceptable. Regeringen må vise, at den er klar til at sætte handling bag ordene og gøre et forsøg på at stoppe de unges alkoholmisbrug. Radikale har længe ment, at aldersgrænsen for køb af alkohol skulle sættes op til 18 år, så den kom på niveau med aldersgrænsen for tobak. Det er selvfølgelig fint, at regeringen nu har lyttet til os på det punkt. Men der skal gøres meget, meget mere. Der skal oplyses massivt om dårlige alkoholvaner på landets skoler og uddannelsesinstitutioner, og så må vi have gang i kampagner, der sætter fokus på unge danskeres dødsensfarlige drukkultur. Derudover vil jeg foreslå en undersøgelse af, hvad de store regionale forskelle i drukmønstre skyldes. Sundhedsstyrelsens rapport viser eksempelvis, at unge nordjyder drikker markant mere end deres forældre. Skyldes dette måske en mangel på sports- og kulturtilbud, eller hvad er grunden? Regeringen kan ikke blive ved med at sidde på hænderne, hvis vi skal komme de unges drukproblem til livs.