EMNER

Hvornår har vi fået nok?

De seneste dage har verden ”varmet op” til G8-topmøde i Rostock. Det skulle man dog ikke tro

, når man i disse dage ser billeder derfra. Det ligner borgerkrig, og det minder tankevækkende meget om de tilstande, vi selv oplevede i Danmark under balladen om Ungdomshuset. Dengang blev København hærget og smadret af autonome grupper med brosten og jernstænger. Man har måttet bruge enorme ressourcer på at opbygge massive sikkerhedsforanstaltninger for at sikre de ledende statsmænd og regeringschefer til mødet i Rostock. Hvor er det skræmmende, at det i en moderne verden er nødvendigt for at opretholde sikkerheden for en række folkevalgte politikkere. På tv-optagelserne ser man, at unge med tallet 69 syet på tøjet raserer gaden. Samtidig går meldingerne på, at flere hundrede danskere er taget til Tyskland for at demonstrere. Der er altså tale om danske autonome, som nu flytter gadekampene til Tyskland. Følgerne er katastrofale! Allerede nu er over 1000 personer såret - heraf størstedelen politifolk. Hvor langt skal de autonome gå, før vi som samfund siger fra? Der bør afsættes betydelige ressourcer til politiet, så de kan mandsopdække personerne fra det tidligere ungdomshusmiljø. Vi oplever fortsat ulovligheder af voldsom karakter fra disse mennesker, og de bør straffes betydeligt. Forældrene vil tydeligvis ikke sige fra overfor dem, og derfor bør vi som samfund stå sammen og gøre det klart, at vi ikke vil acceptere en sådan opførelse.