Hvornår ringer klokkerne for Israel?

40 år efter seksdages-krigen er en fredelig løsning mellem israelere og palæstinensere meget langt væk

I 40 år vandrede Moses og det jødiske folk i Sinai-ørknen før Herren tillod dem at slå sig ned i Det hellige Land. Sådan hedder det i hvert fald i det gamle testamente. Heraf kommer udtrykket ørkenvandring. Det sker, når man traver rundt og rundt, men ingen steder kommer. I dag er der gået 40 år siden Israel ved en forbløffende militæroffensiv på seks dage besatte områder fire gange så store som selve Israel. Seksdageskrigen var så opsigtsvækkende en udgang på den truede situation Israel befandt sig i, at det vandt Israel stor sympati i den vestlige verden. Omvendt var araberne ydmyget, og især palæstinenserne var igen blevet Mellemøstens store taber. Problemet er, at Israels 67-sejr er ved at forvandle sig til en ørkenvandring, eller forbandelse. Undertegnede befandt sig som reporter ved Jordan-floden i de dage, hvor titusinder af palæstinensere med tunge tøjbylter på hovedet tog flugten over resterne af Allenby-broen fra Vestjordan-bredden til kong Husseins Jordan. Hvilken ulykke og hvilken sorg stod der ikke malet i ansigterne hos de fædre og mødre, der for anden gang siden 1948 var på flugt ud i en usikker flygtningetilværelse, nu med deres børn ved hånden. Den Palæstina-arabiske tragedie stod voldsomt i kontrast til det billede, der mødte mig da jeg nåede frem til Jerusalem og Tel Aviv. Israelere i tusindvis vandrede jublende og med israelske flag i lange rækker til Grædemuren i Østjerusalem, der efter 19 år nu igen kunne besøges. Der blev grædt af glæde og bedt ved de store kvadersten, som udgør Grædemuren og som er resterne af kong Herodes tempel fra vor tidsregnings begyndelse. Palæstinenserne i Østjerusalem iagttog misbilligende men tavst dette mærkelige skuespil i deres gader. Besætterne Man skulle have et hjerte af sten for ikke at blive bevæget over de stærke følelser på begge sider af Palæstina-konflikten. Der gik en del år, før kritikken af Israels besættelse af Vestbredden og Gaza begyndte at melde sig i den vestlige verden. Meget få i 1967 havde forestillet sig at Israel ville klynge sig til disse områder i de kommende 40 år. I dag er netop Israels rolle som besættelsesmagt i fokus i vest som øst. Ikke mindst i Israel selv. Et flertal af israelere beklager, at de arabiske nabolande ikke ville mødes til forhandling i de første år efter seksdages-krigen, hvor en fredsaftale med rimelige indrømmelser fra begge sider kunne have løst Palæstina-problemet. Det er let at give Israel skylden for dets selvbestaltede rolle som besætter. I dag har besættelsen udviklet sig til en uhyrlig ydmygelse og undertrykkelse af palæstinenserne. De sidste rester af Vestbredden, som palæstinenserne selv kontrollerer, er rammet ind med mure, pigtråd, israelske vagtposter og tjekpoints som gør normal trafik blandt palæstinenserne næsten umulig. Forbandelsen Tilbage i 1967 mødte jeg en klog israeler, der anede hvad det var for en forbandelse Israel ville ende op med. Han sammenlignede besættelsen med at en familie i en dyrehandel køber en sød lille krokodilleunge og tager den med hjem i lejligheden, hvor den bliver sluppet ned i badekarret. Krokodillen vokser, og en skønne dag er den blevet et stort glubsk uhyre med halen ud over den ene ende af badekarret og et frådende gab ud over den anden. Ingen i familien tør mere gå ind til rovdyret i badeværelset. Som med krokodillen i badekarret er det med palæstinenserne, der var så fredelige i 1967, men som i dag sprænger selvmordsbomber og sender raketter og dødspatruljer ind i Israel. Fredelig løsning langt væk Mange frygter, at den tid er forpasset, hvor man kan lave en fredelig deling. Tidligere israelsk udenrigsminister Abba Eban sagde i 1988: - Lunten bliver stadig kortere. Vi kan ikke længere leve med illusionen om at den permanente ubevægelighed kan tolereres. Situationen deformerer vor ungdom og nedkalder skam over vort demokrati. Vi må beslutte os til om vi vil absorbere palæstinenserne og gøre Israel til en muslimsk stat, eller om vi vil være som Sydafrika, et land hvor mennesker er nægtet deres rettigheder. På et tidspunkt indenfor få år bliver der et palæstinensisk flertal i Israel og de besatte områder. Det skyldes at den palæstinensiske fødselsrate er mere end dobbelt så høj som israelernes. Hvor det er almindeligt at en israelsk familie har et eller to børn, så har en palæstinensisk familie 4-6 børn. Derfor haster det for Israel med at finde en løsning før det er for sent. Enten må man slippe områderne, eller også må man udvise palæstinenserne og selv annektere de palæstinensiske områder. Det sidste ville udløse et ramaskrig fra hele verden. For ellers kommer der et palæstinensisk - og muslimsk - flertal og så er det slut med den egentlige jødiske stat, som blev udråbt i 1948. Men den trussel har israelerne kendt i mange år. Det nye og skræmmende fremtidsperspektiv for Israel er, at det bliver isoleret og inddæmmet af en stadig mere truende islamisk omverden. Det er selvfølgelig rigtigt at Israel har atomvåben, både taktiske og strategiske a-våben, så i sidste ende kan Israel forsvare sig selv, hvis det bliver truet på eksistensen. Også af Iran. Isoleret Alvorligere er det, at fra Indonesien i øst til Algeriet i vest lægger der sig en ring af islamisk radikal kultur rundt om Israel. Moderate arabiske og muslimske regeringer bliver truet af islamistiske grupper, der vil have sharia-lov og et religiøst indrettet samfund. Derfor er det iranske præstestyre, shia-grupper i Irak, hizbollah-grupper i Syrien og Libanon og Hamas-regeringen i Palæstina som ren gift for Israels fremtid. Det er tænkeligt at der kan laves en våbenhvile mellem Israel og Hamas gældende for Gaza og Vestbredden. Hamas kan måske acceptere det for at standse den katastrofale situation i Gaza, hvor halvanden million palæstinensere lever et usselt liv som var de indespærret i et rovdyrbur. Men en sådan våbenhvile kan Israel ikke investere sin fremtid i. For alle israelere ved bedre end os andre, at Hamas aldrig accepterer den jødiske stat. Hamas arbejder frem mod en fundamentalistisk guds-stat, omfattende hele Palæstina, hvor det er muslimer der stramt styrer befolkningen med Koranen i hånden. Palæstinenserne har gjort sig selv en bjørnetjeneste ved at give Hamas flertal ved valget i fjor. Den letsindige handling får de nu lov til at betale for. Men det samme gør Israel, som har fået tiden og islamisterne imod sig. Spørgsmålet er måske ikke ”hvem ringer klokkerne for?”, som Ernest Hemingways berømte roman hed, men snarere: hvornår ringer klokkerne for Israel