EMNER

Hvornår samarbejder man godt nok?

"Der er helt enkelt opstået en tradition for at skelne mellem børn og forældre på en måde, så man ofte overser eller glemmer, i hvor høj grad der er en sammenhæng mellem de to parters trivsel og velbefindende. "

SPØRGSMÅL:Overalt læser jeg, at det er vigtigt, at skilte forældre samarbejder godt, men hvad er et godt samarbejde eller rettere sagt: Hvad er et godt nok samarbejde? Mit tilfælde er sikkert ikke enestående. Begge børn (i børnehavealderen) var hundrede procent planlagte, og vi var sammen i mange år, før vi fik dem. Han vidste med andre ord, hvad han gik ind til. Så en dag slår bomben ned, og bagefter opdager man løgnehistorier, som gør, at man ikke har bare et gram respekt for den mand, man engang valgte som far til sine børn. Bruddet er en realitet, familien er splittet, og børnene skal deles, og oven i det hele skal man bevare sin forstand og sætte sig selv til side. ”Alt for børnene” er jo idealet, men at leve op til det? Jeg vil jo ikke have, at mine børn skal havne i den del af statistikken, der handler om børn, der trives dårligt efter en skilsmisse. Samværet er aftalt. Jeg har hovedansvaret, og faren har dem ca. ti overnatninger om måneden. Jeg vil, at de skal se deres far, og ungerne vil også gerne være sammen med ham. Men bortset fra korte sms’er af praktisk karakter har jeg ikke kontakt med faren længere - f.eks. hvis der skal ske noget specielt i børnehaven, ting, de har glemt osv. Vi henter og bringer også via børnehaven, så ved de lejligheder snakker vi heller ikke med hinanden. Jeg mærker mere og mere, som månederne går, at så lidt kontakt som muligt er det, jeg ønsker. Han har valgt mig fra, så livet går nu videre uden ham. Børnenes fødselsdage bliver den næste udfordring. Lige efter skilsmissen tænkte jeg, at det var en selvfølge, at de skulle fejres præcis som før, men nu ved jeg ikke længere, om det er noget, man skal for børnenes skyld. Er jeg bare blevet kynisk? Hvad kan være et godt nok samarbejde set fra børnenes side? SVAR: Et vigtigt spørgsmål – og derfor også et spørgsmål, som det er meget vanskeligt at give et svar på, som ikke er åbent for alle mulige fortolkninger og misforståelser. Lad mig tage udgangspunkt i følgende citat: ”Alt for børnene – det er jo idealet…” Når du formulerer det på den måde, rammer du lige ned i centrum af en problematik, som jeg har brugt det meste af mit professionelle liv på at nuancere. Der er helt enkelt opstået en tradition for at skelne mellem børn og forældre på en måde, så man ofte overser eller glemmer, i hvor høj grad der er en sammenhæng mellem de to parters trivsel og velbefindende. Dette har mange uheldige konsekvenser. I vore sociale systemer tager vi os generelt meget bedre af børnene end af deres forældre, og inde i hovederne på fraskilte forældre opstår dette krav om at sætte børnenes behov i centrum på en måde, så mange sætter sig selv til side. Lad mig derfor sige det så klart og utvetydigt som muligt: Er man samboende, er det bedste, man kan gøre for sine børn, at tage ordentligt vare på sit parforhold. Er man skilt, er det bedste, man kan gøre for sine børn, at tage ordentligt vare på sit eget liv og behandle sin tidligere partner anstændigt – også selv om han/hun ikke gør det samme. Et par eksempler til illustration: Er man for eksempel vred og bitter på sin tidligere partner og føler sig som offer for hans eller hendes uansvarlighed, så lever man et liv, som er selvdestruktivt i den forstand, at bitterheden og offerrollen dræber ens vitalitet. Man lever et liv, som både følelsesmæssigt og eksistentielt er usundt – også for børnene. I den situation er det klogt at arbejde med sit eget liv og sine egne følelser af hensyn til sig selv – uanset om man har børn sammen eller ej. Meget få mennesker kan gøre dette udelukkende af hensyn til børnene. Man må gøre det for sin egen skyld, og det får børnene stor gavn af. Dette er ikke et moralsk påbud, men en psykologisk kendsgerning. Vælger man at blive i offerrollen og lade de negative følelser dominere, er det uden tvivl dårligt for børnene, men om det er moralsk forkasteligt eller ej, må moralisterne selv finde ud af. Er man domineret af et brændende ønske om at få sin tidligere partner tilbage – selv om han eller hun evt. har etableret sig med en ny familie, kan dette håb eller ønske blive så stærkt, at hele ens individuelle liv bliver sat på standby. Dette er på lang sigt usundt for den forladte og dermed usundt for børnene, fordi det begrænser vitaliteten i samme omfang som bitterheden og oplevelsen af at være et uskyldigt offer. Igen kan vi altså helt sagligt konstatere, at det vigtigste er, at den voksne tager vare på sit eget liv – også af hensyn til børnene. I dit tilfælde er du ”gået kold” i forhold til din eksmand, og skulle I tilbringe mere end fem minutter sammen, ville det sandsynligvis udvikle sig dramatisk. ”Kulden” er altså mere strategisk end en følelsesmæssig realitet. Derfor er det en klog beslutning, at I ses så lidt som muligt. Skulle der ske det, at din vrede ikke opløser sig i løbet af et års tid, men sætter sig som en klump is i maven, kan du for din egen skyld (og dermed for børnenes) enten opsøge hjælp selv eller sammen med eks’en, så du kan komme videre. Alle undersøgelser konkluderer det samme: Det vigtigste for børnenes videre personlige og sociale udvikling er, at forældrene behandler hinanden ”anstændigt” – både når de er sammen, og når de er alene med børnene. Men hvad er da ”anstændigt”? At forholde sig anstændigt til et andet menneske betyder først og fremmest, at man tager det fulde ansvar for sine egne følelser, holdninger og beslutninger i stedet for at give den anden part skylden for dem. Det betyder også, at man afholder sig fra at blande sig i hans liv og fra ethvert forsøg på at lave om på ham. Det betyder også, at man må svare sine børn ordentligt, når de f.eks. spørger: ”Er du vred på far?”. Svaret er (i dit tilfælde): ”Ja, det er jeg. Meget vred!”. Og skulle de spørge hvorfor, er svaret: ”Det vil jeg ikke fortælle jer. Det er en sag mellem jeres far og mig, som jeg forhåbentlig finder en løsning på med tiden. Lige nu gør det ondt inden i mig, ligesom det gør i jer.” Mange vil sikkert umiddelbart mene, at dette er illoyalt over for den tidligere partner, men det er jeg helt uenig i. Det ville være illoyalt, hvis man sagde: ”Ja, jeg synes. han er en uansvarlig idiot, som aldrig burde have fået børn, før han selv blev voksen”. Forskellen er, at du i den første version kun taler om dig selv og dine egne følelser og i den anden definerer/diagnosticerer ham. Det sidste er uanstændigt, grænseoverskridende og i øvrigt en helt igennem ineffektiv måde at bearbejde sine egne frustrationer på. Og så er den tilmed skadelig for børnene, fordi det bliver problematisk for dem at elske begge deres forældre på egne præmisser. Den aktuelle ordning i din familie synes jeg er anstændig og dermed ”god nok”. Jeg ser ikke noget grundlag for, at kontakten/samværet mellem de voksne kan udbygges i fremtiden, men jeg håber, at du kan finde varme nok i dig selv til at smelte isen – for din egen skyld.