Hydrema fyrer 85 medarbejdere

Lille efterspørgsel efter Hydremas entreprenørmaskiner koster nu arbejdspladser i Støvring og Thy

Asbjørn With og Niels Hansen
Hydrema producerer blandt andet militære gravemaskiner.Arkivfoto
Arbejdspladser 9. september 2008 18:14

Hydrema siger farvel til en stor del af sine medarbejdere i Støvring og Frøstrup. Ifølge NORDJYSKE Mediers oplysninger modtog samtlige medarbejdere mandag ved middagstid beskeden om, at virksomheden skal skille sig af med op til 85 mand som nu skal til at se sig om efter andet arbejde. Hydremas direktør Jan W. Jensen bekræfter, at virksomheden må skære i antallet af ansatte, men han vil hverken be- eller afkræfte NORDJYSKE Mediers oplysninger om antallet. - Så langt er vi slet ikke kommet endnu. Og jeg vil ikke diskutere vores personalepolitik i medierne. Det er simpelthen unfair overfor medarbejderne, siger Jan W. Jensen. Hydrema, som i Støvring alene beskæftiger omkring 250 ansætte, mærker nu for alvor, at der bliver trukket i den økonomiske håndbremse rundt omkring. - Vores kunder er blevet langt mere tilbageholdende med at investere i nyt materiel. Det mærker vi tydeligt på efterspørgslen af vores entreprenørmaskiner, siger Jan W. Jensen. Han vil nu sammen med den øvrige ledelse af virksomheden holde en række møder med de faglige organisationer og de forskellige medarbejdergrupper, inden Hydrema endeligt kan melde ud, hvordan situationen er. - Det skal vi naturligvis have afklaret i løbet af relativt kort tid. Forhåbentlig allerede i denne uge, siger Jan W. Jensen. - For Hydrema handler det om, at vi må tilpasse os markedet omkring os og bringe virksomheden i en position, hvor vi er klar til at køre frem igen, når der igen bliver bedre tider, siger direktør Jan W. Jensen. I Frøstrup har Hydrema 15 ansatte, som producerer graveskovle og førerhuse. Ifølge NORDJYSKEs oplysninger skal afdelingen, der har eksisteret i 35 år, simpelthen lukkes, men det vil Jan W. Jensen hverken be- eller afkræfte. Imidlertid har medarbejderne ifølge vores oplysninger fået varsel om risiko for, at virksomheden lukker til nytår.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...