Klitmøller

Hygge-fredag i Klitmøller samlede folk

Firmaet ELSK er imod princippet i Black Friday, så i stedet bød man på mad og drikke i Æ Redningshus

Smagsprøverne fra ISmejeriet THY var populære. Mange havde ikke før prøvet hjemmerørt is med æblekage.
Smagsprøverne fra ISmejeriet THY var populære. Mange havde ikke før prøvet hjemmerørt is med æblekage.

KLITMØLLER: - Vi er jo ikke fans af Black Friday. Så frem for at sænke priserne i et ræs mod bunden, har vi de seneste tre år valgt at lukke ned for butik og netsider den fredag og give vore ansatte fri.

Sådan lød det fra Lars Riis, der sammen med Lukas Leszczynski siden 2014 har drevet design- og tøjvirksomheden ELSK i Klitmøller, da vi traf ham i Æ Redningshus i Klitmøller fredag eftermiddag.

Han fortsatte:

- Vores koncept er i stedet at give "value for money" (værdi for pengene, red.) i en bæredygtig kvalitet.

Og så om dagens arrangement:

- I år har vi så valgt at invitere til hygge denne fredag eftermiddag med lidt mad og drikke og noget sødt til kaffen.

Videre hed det:

- Og heldigvis var vore gode lokale samarbejdspartnere med på ideen, så en række virksomheder har stillet op med deres produkter, og jeg synes, det er blevet rigtig hyggeligt.

De samarbejdspartnere, som også havde stillet op med deres produkter, var Spisehuset Thy, bageriet 11i11, THYA, Spar Klitmøller, Moseriet, svanenet.com, ISmejeriet THY, Gyrup, Plantebevægelsen, Dansk Vinhandel, Dinjukebox.dk og Thy Hike.

Der blev da også i den grad hygget i Æ Redningshus fredag eftermiddag af mølboer og andre i alle aldre, fra de mindste nissepiger til de gråskæggede og gråhårede.

Smagsprøverne føltes godt i publikums ganer, og snakken gik ved bordene.

Lars Riis var godt tilfreds med tilstrømningen:

- Der er nogle, der har været her fra starten og hygger sig gevaldigt, og så er der nogle, som kommer og går i løbet af de fire timer, vi holder åbent.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden