Hygge højt til hest

143 hestevenner og tre æselvenner til træf

KORUP:Der var frit valg, sindigt trav eller fuld gallop, svære spørgsmål på blåt papir i skoven eller forhindringskørsel på bane, ringridning eller pløjning med ægte hestekraft. Det tættest man kan komme på en Hubertus-jagt for sjov i den ene ende af spektret og så ren hygge mellem venner og hestefolk i den anden. Den cocktail blev i weekenden og for 27. gang serveret på herregården Gammel Wiffersholm. 143 og et halvt hundrede tilskuere mødte op, var med i enkelte discipliner eller i flere alt efter lyst og temperament. Da Perle og Bob, mor og søn fra Sejlstrup, dukkede op på gårdspladsen var der mange, der skulle hen og klø de to i panden og spørge til, om sådan et par æsler nu også ville flytte sig. Kaj og Marianne Rømer, der driver et forsøgslandbrug i Sejlstrup, deltog for første gang, og i stedet for heste havde de taget æslerne med. - Vi har haft æsler i seks år, og det er dejlige dyr, der er lettere at have med at gøre end heste. Dog skal de kunne se en mening med at tage ud på en tur, og de er altid hurtigere på hjemvejen end på udvejen, fortæller Marianne. Og på spørgsmålet, om de kan følge med? - Ja, selvfølgelig. Og det kunne de faktisk. Et par gange på den 10 km lange rute måtte de vente på, at de forankørende heste i orienteringskørslen fik "snøvlet" sig af sted. Da Søren Nielsen og Tage Lyngby for 27 år siden gik op og spurgte godsejeren, om de måtte lave et hestetræf på Wiffersholm, fik lov at sove i høet og fik samlet 20 deltagere, drømte de ikke om, at det skulle ende med at blive en årlig, fast begivenhed for massevis af himmerlandske hestevenner. Søndag sad de to på kuskesædet, mens de lånte nordbakker Odin og Nan i sindigt trav trak en vognfuld entusiaster ud på en 10 km lang orienteringsrute med 10 ikke helt nemme poster. "Tegn en fantasihest, hvad kaldte Churchill sin afrikanske perle? elller hvilken kat har svømmehud mellem tæerne"? lød spørgsmålene bl.a. På det sidste svarede holdet i Sørens vogn, "akvakatekismus - på dansk vandkat" og fik absolut nul points. Til gengæld vandt holdet konkurrencen om at lave et fuglefoderbræt af naturens egne materialer. - Selv om det handler om at være med, og ikke om at vinde, går der alligevel konkurrence i det. Sidste år var der flere, der snød og ringede vildt på mobiltelefoner for at få hjælp til spørgsmålene. Men det er altså forbudt, sagde stævneleder Ove Dokkedal allerede ved morgenparaden på gårdspladsen. Et par timer tidligere havde han stået under teltdugen, mens Thor morede sig med at køre - ikke med heste - men med sine gedebukke hen over himlen. - Vi overvejde, om vi skulle aflyse. Det kunne nemt blive for farligt at gennemføre jagten i regn, men heldigvis klarede det op, og alt blev gennemført uden uheld. Stævnet holdes hver tredje weekend i september, er arrangeret af Wiffersholmudvalget, et specialudvalg under Himmerlands Køre- og Rideforening samt Støvring Rideklub af 1991. Godsejeren stiller området til rådighed, og mange overnatter i telt, mens hestene får en plads i stalden. For de frivillige hjælpere begynder stævnet fredag eftermiddag og slutter først, når den sidste hestepære er fejet op søndag aften.