Hygge i tidslommen

22. september 2002 08:00

CD POP The Defenders: "Looking At You" I en tid, da stadig flere grupper og solister går på hugst i fortidens hits, er der næsten helt befriende at høre den ægte vare: Sange fra dengang, båret af lyden fra dengang, ulden og mørk, forkommen og bestemt ikke altid lige sikkert, men dybt autentisk. Og vigtigst: Det rykker! Også når det gælder "pigtrådsmusikkens konger", altså sangeren Flemming Knud Sørensen og de skiftende medlemmer af The Defenders, der lagde ud i 1959 for at arbejde sig ud på spillestederne, ind på radioen og op ad hitlisterne, specielt i 1965-66 med sikre træffere som "Farmer John", "Mashed Potatoes", "Cadillac", "Wooly Bully" og ikke mindst Top 20-vælteren "Vi har aldrig fået noget" (oprindeligt en sang til Ib Schønberg i Cirkus Ib på Bakken i 1953!) "Vi har aldrig..." - der holder fra første til sidste sekund, så den såmænd snildt kunne blive et hit igen i dag! - er det eneste dansksprogede på pladen. Ellers rummer "Looking at You" samtlige The Defenders' officielle engelske udgivelser. For pladen er den første i en ny musik-arkæologisk serie, "Dansk Pigtråd", så alle optagelser er pudset og digitaliserede (selv om man godt her og der kan fornemme, at man har opgivet de oprindelige grundbånd til fordel for lyden fra singler), ligesom popeksperterne Jørgen de Mylius og Claus Hagen Petersen har sørget for en forbilledlig gennemgang af gruppens karriere frem til opløsningen i 1968. Med mange detaljer fra indspilninger og optrædener. Musikalsk er det både morsomt og tankevækkende at følge The Defenders, der bestemt ikke var blandt de mest sikre. Men de nu har nu et fint greb om mange af datidens klassikere. Og det tager ikke mange lyt af gruppens fortolkning af Rolling Stones' "Walking the Dog" for at indse, hvor Kim Larsen fra det senere Gasolin' må have fundet i det mindste noget af sin inspiration. Ud af de hele 57 blandede indslag, fyret af på to en halv time, er hele syv aldrig før udgivne, blandt andre en både rørende og naiv gennemgang af alle de sange og navne, der har inspireret sangskriveren, "Teenage Heaven". Et solidt dyk i en drønhyggelig tidslomme, holdt oppe af en speciel atmosfære, som er svært at gengive i nye sange i dag, uden at det bliver for påtaget og kitschet. Oplagt til fester for unge i mange aldre. Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk The Defenders: "Looking at You - Dansk Pigtråd Vol. 1 (inkl. singler, rariteter og bonusnumre 1963-68)" Sonet/Universal

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...