Hygge med håndarbejde

EMNER 10. februar 2005 05:00
AALBORG: Der er tændte stearinlys i vinduerne og blød popmusik fra ghettoblasteren. Ind imellem summer en symaskine, men ingen af lydene er så høje, at der ikke er mulighed for at snakke tværs gennem lokalet. Sjove bemærkninger på grønlandsk kalder latteren frem, så den færøske medarbejder nysgerrigt beder om en oversættelse. Stemningen er god på Neriusaaqs syværksted denne formiddag, hvor Elberg Olsen koncentrerer sig om at sy en nederdel til sig selv, mens ægteparret Kristine og Petrus Lennert arbejder med traditionelt, grønlandsk håndarbejde ved et andet bord. Kristine og Petrus Lennert møder op i Neriusaaq i Ågade hver dag. De flyttede til Nørresundby i 2003 og hørte så på et tidspunkt om Kofoeds Skole-projektet gennem nogle andre grønlændere. - Det er dejligt at lave håndarbejde, synes Kristine Lennert, der er i gang med et større perlebroderi. - Jeg lærte at sy perler af min mor i Grønland, fortæller hun. Petrus Lennert har arbejdet på en sælskindsvest siden november. Men han syr heller ikke på den hver dag. Nogle dage arbejder han i værkstedet. Elberg Olsen kommer i Neriusaaq to gange om ugen. Både for at lave håndarbejde og snakke med andre grønlændere. - Lige nu er jeg ved at sy en nederdel, som skal passe til en jakke, jeg tidligere har syet. Perlebroderi og skindsyning er jeg også god til, fortæller hun. Hun drømmer om at uddanne sig til designer. - Vi prøver at bane vejen for hende, siger Kurt Hansen, leder af Neriusaaq. Han tilføjer: - Folk skal jo videre. Det er ikke meningen, at vi skal samle på dem. is
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...