Øster Vrå

Hyggedag på daginsitution

En god fast tradition i Østervrå Festuge er daginstitutionen Bødkergårdens åbent hus-arrangement. Alle er velkomne, og det var der mange, der lod sig friste af. Hele familier på visit gjorde, at dagen blev helt igennem velbesøgt. Bødkergården havde i samarbejde med Spar Nord gjort det både sjovt og hyggeligt for de fremmødte. En række aktiviteter samt gratis kagemand underbyggede arrangementets attraktivitet. Først og fremmest var alle institutionens indendørs og udendørs legesager stillet til rådighed. Desuden kørte Erik og Pouls hestevogn under hele arrangementet, så alle fik mulighed for en tur eller to. Der blev også bagt pandekager og poppet popcorn i Bødkergårdens næsten nye bålhytte. Så alle blev mætte både med pandekager og kagemand i maven. Derudover var Spar Nords mascot Frønse på besøg til stor fornøjelse hos især det yngste publikum. På Bødkergården var der stor tilfredshed med arrangementet, som blev sponseret af Spar Nord. Det blev en efterårsformiddag med hygge i højsædet.