Hyggelig eftermid- dag i hal

Brovst 7. oktober 2002 08:00
SKOVSGÅRD: Det blev en rigtig hyggelig eftermiddag i Skovsgård Idrætscenter, da et par hundrede mennesker benyttede lejligheden til at deltage i festlighederne ved idrætscentrets jubilæum. Her blev budt på underholdning, som gennem de 25 år har været hallens varemærke, forud for en reception. Det var altsammen indslag, der faldt i publikums smag, og som er bevis på, at der er en bred sportslig og kulturel interesse i området. Der var god afsætning på sandwiches og pølser med tilhørende drikkevarer. De mange børn, der også var med benyttede sig flittigt af saftevand og røde pølser. Der blev holdt taler af borgmester Mogens Gade, der også er kommunal repræsentant i hallens bestyrelse, skoleinspektør Mogens Johansen, formanden for Brovst hallen, Leo Pedersen, og formanden for Skovsgaardhallen Jørn Kjær. Hallen fik en pæn pengegave, blomster, vin og gavekort. Af festlighederne i 25 års jubilæumsåret mangler aftenfesten lørdag 19. oktober, med underholdning og dans ved Birthe Kjær og Gemalerne, tre retter mad fra Skovsgård Hotel og gevinster på indgangsbilletterne. Skovsgård Hallens bestyrelse har vurderet, at underholdning og musik ved en kendt og afholdt kunstner kunne samle en bred interesse for en festaften. Tilmeldingen kunne have været bedre, men endnu er der fjorten dage til at melde sig til, hvilket man håber vil ske. jk
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...